Samfund

Susanne Molbæk Frederiksen er ny leder af Den Blå Paraply

Susanne Molbæk Frederiksen. Foto: KFUM's Sociale Arbejde

Susanne Molbæk Frederiksen, 49 år, bliver 1. november ny leder af det sociale værested Den Blå Paraply i Randers.

Den Blå Paraply, som ligger på Vestergade 25 i Randers, er en alkoholfri social aktivitetscafé, der er åben for alle, som har brug for støtte og omsorg. Det kan være mennesker med misbrugsproblemer, psykiske, sociale og personlige problemer, ensomme, pårørende og enhver, der blot ønsker sig et alkoholfrit spise- og aktivitetssted. Den Blå Paraply tilbyder blandt andet også gratis, uvildig økonomi- og gældsrådgivning.

Cafeen drives af Blå Kors og KFUM’s Sociale Arbejde med økonomisk støtte fra Randers Kommune og en række fonde.

Susanne er uddannet som sygeplejerske, og hun kommer fra et job som sygeplejerske på Neurocenter Østerskoven i Hobro. Tidligere har hun blandt andet været forstander på Klejtrup Friplejehjem, Kløverbakken, som hun var med til at starte op, hun har været hjemmesygeplejerske samt arbejdet på Randers Sygehus. 

– Jeg glæder mig til at blive en del af Den Blå Paraply, hvor alle bliver mødt med noget så væsentligt og fundamentalt som tillid, værdighed samt respekt, og mennesker mødes i øjenhøjde, uanset hvem de er, siger Susanne Molbæk Frederiksen.

Susanne bor i Hvidding, nord for Hammershøj, på en lille landejendom med sin mand, tre teenagebørn samt heste, høns, katte og hunde. Hun nyder at være sammen med andre mennesker og elsker mangfoldighed. Naturen trækker også, ligesom Susanne altid har været meget aktiv i spejderarbejde og nyder at rejse verden rundt.

Kommentarer