Randers By

Storkøkken i Randers har skruet op for økologien

Vi har fået nogle gode indkøbsaftaler med fokus på økologi, fortæller Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland. Foto: Randers Kommune

Madservice Kronjylland er blevet tildelt bronzemærket i økologi. Det betyder derfor, at borgerne i Randers og Norddjurs kommuner er sikret en økologiprocent på 30-60 i maden fra Madservice Kronjylland. Dog gør bronzemærket ikke maden dyrere.

I en årrække har Madservice Kronjylland arbejdet hårdt på at få flere økologiske råvarer på bordet – og nu har storkøkkenet opnået det ønskede bronzemærke i økologi. Det betyder, at der med sikkerhed er mellem 30-60 procent økologi i måltiderne.

– Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde vores kunder mere økologi til samme pris som før. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi nogle fødevarer er blevet billigere, og fordi vi har fået gode indkøbsaftaler med fokus på økologi, fortæller Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland.

– Det var meget vigtigt for os, at omlægningen heller ikke ændrede for meget i de opskrifter, som vores kunder sætter pris på. Nogle økologiske fødevarer opfører sig anderledes end ikke-økologiske, og derfor brugte vi meget tid på at eksperimentere og justere, før vi var tilfredse med resultatet, siger hun.

Et løft til økologien

Madservice Kronjylland leverer til hjemmeboende borgere i både Randers og Norddjurs kommuner og står desuden også for produktionen af 25 procent af maden, der serveres på plejecentre i Randers Kommune.

– Plejecentrene arbejder også på at servere mere økologisk mad til deres beboere, og vi er glade for, at vores bronzemærke kan understøtte deres indsats, lyder det fra Marianne Sloth.

Madservice Kronjylland har blandt andet valgt økologi i mange af sine grøntsager, mælkeprodukter, gryn og olier, og medarbejderne arbejder fortsat på at anvende flere økologiske fødevarer i produktionen.

Kommentarer