Stor donation fra Trygfonden til Cyklistforbundet Randers
Det var lutter glade folk, der lørdag mødtes på Justesens plæne i Randers. Anledningen var en donation på 100.000 kr. fra Trygfonden til den lokale afdeling af Cyklistforbundet.
Pengene gives til gennemførelse af projektet ”Hold afstand til cyklisten”.
Projektet vil ved brug af faktiske målinger af afstande mellem cyklister og passerende biler skabe debat om og fokus på en forbedret trafikkultur, hvor bilister i større udstrækning passerer cyklister med passende stor sikkerhedsafstand.
— For Trygfonden er sikkerhed i trafikken et højt prioriteret område. Vi er derfor glade for, at vi kan være med til at hjælpe med at forbedre trafiksikkerheden gennem en debat om afstand til cyklister. Det er sundt at cykle, og det skal også være sikkert, udtaler Torben Hansen, Randers, medlem af Tryghedsgruppens repræsentantskab.
Glad for at hjælpe
En del af donationen skal bl.a. gå til systemet C3FT, som er et system, der skal påmonteres cykler. Systemet måler afstanden, hvormed biler passerer cyklister og kan dermed bidrage til viden om hvilke faktorer, såsom cyklisternes alder, påklædning eller hastighed, der påvirker bilisternes afstand.
— I Cyklistforbundet Randers er vi rigtig glade for denne donation. Med den kan vi skaffe mere viden om afstand mellem cyklister og biler. Vi vil gerne have flere til at cykle og gennem en forøgelse af vidensniveauet samt debat om afstande, påklædning med mere, kan vi forhåbentlig være med til at sikre dette, udtaler Jens Peter Hansen, formand for Cyklistforbundet i Randers.
Kommentarer