Stor anerkendelse til en helt særlig skolepatrulje i Randers
På Østervangsskolen i Randers er det eleverne fra skolens specialklasser, der har taget opgaven som skolepatrulje på sig. Det gør de så godt, at de nu er blevet udnævnt til Midtjyllands bedste i DM i Skolepatrulje – og i uge 14 bliver det afsløret, hvem af de regionale vindere, der løber med titlen som Årets Skolepatrulje
På Østervangsskolen i Randers går elever fra 0.-6. klasse, og samtidig har skolen en række specialklasser fra 0.-10. klasse. Her har det med stor succes været de ældste elever fra specialklasserne, som de seneste år har stået for opgaven som skolepatrulje.
– Det var en rigtig god beslutning, vi traf, da vi i 2015 fik den idé at bede eleverne fra specialklasserne om at løse opgaven som skolepatrulje. De gør det nemlig fantastisk godt. Uanset regn, sne, frost og slud, så har de taget opgaven på sig på bedste og helt forbilledlig vis, siger Peter Nellemann, der er skoleleder på Østervangsskolen.
– Det er rigtig fedt at være skolepatrulje, fordi vi er med til at hjælpe folk. Vi behøves slet ikke få noget for det, for det vigtigste er, at vi lærer en masse om at tage hensyn i trafikken, og hvordan man passer et job med faste mødetider og pligter, siger Magnus Skjølstrup fra 9.U på Østervangsskolen.
Trygge rammer skaber plads til udvikling
Fælles for eleverne i specialklasserne er, at de har nogle generelle svære indlæringsvanskeligheder. Det betyder, at de har brug for ekstra støtte og hjælp i hverdagen.
– Opgaven som skolepatrulje passer særdeles godt til vores elever i specialklasserne. Det er en opgave, som vi oplever, at de vokser rigtig meget af. Som skolepatrulje får de et ansvar i en funktion, hvor de kan mærke, der er brug for dem, og det betyder rigtig meget for deres udvikling. Samtidig er det en meget struktureret opgave med voksenopsyn, og det gør, at de kan udvikle sig i trygge rammer, siger Anne Grethe Rasmussen, der er lærer på Østervangsskolen.
Ros og anerkendelse motiverer og flytter grænser
– Folk er rigtig søde og roser os meget, når vi hjælper dem over vejen. En dag var der en forældre, der kom med slik og pebernødder til os, som tak, fordi vi står der hver morgen. Det var virkelig fedt, og så føler man, at man gør noget godt for andre, siger Magnus Skjølstrup.
– Nogle af eleverne har lige skulle se opgaven som skolepatrulje an, men allerede efter en dag eller to, så kører det bare for dem. Det giver dem mod på at prøve noget nyt og tro på sig selv. Og så er det med til at flytte deres grænser, og det har betydning for deres videre udvikling, siger Anne Grethe Rasmussen.
Fakta
Patruljeholdet på Østervangsskolen er delt op i hold af fem, der kører tremåneders rotationer. På den måde får alle eleverne mulighed for at prøve det, og skolens lærere oplever, at der er stor rift om at komme med på holdene, selvom det er et stort ansvar og hårdt arbejde at bevogte den trafikerede boulevard.
Det er Rådet for Sikker Trafik, der sammen LB forsikring kårer årets skolepatrulje. I første omgang har hver region fået kåret en vinder. I uge 14 bliver det afgjort, hvem der løber med titlen som Årets Skolepatrulje på landsplan. Læs mere om konkurrencen her: https://www.sikkertrafik.dk/boern-unge/skole/skolepatrulje/konkurrencer-for-skolepatruljerne
Kommentarer