Livsstil og forbrug

Stofa tilbyder wifi-garanti som de første i Danmark og sænker samtidig prisen

Frustrationer over trådløst internet er noget, de fleste kender til, og i en tid præget af hjemmearbejde og hjemmeundervisning, er danskernes kvaler bestemt ikke blevet mindre. Som de første i Danmark er Norlys-ejede Stofa nu klar med en service til dem, der ønsker garanti for, at deres trådløse internet fungerer upåklageligt i hele hjemmet. Og samtidig sænker de prisen på deres 1000/1000 Mbit fiberabonnement.

Den 6. april lancerer Stofa et nyt wifi-koncept, der skal komme den ustabile trådløse internetforbindelse til livs i de danske hjem. Konceptet hedder WifiGaranti og bygger oven på internet- og tv-udbyderens populære SuperWifi, som er små enheder, der kan placeres i hjemmet for at forlænge og forstærke det trådløse internetsignal. Med WifiGaranti tager Stofa skridtet længere og lover upåklagelig dækning i hjemmet.

– Ustabilt trådløst internet er en af de primære kaldsårsager og kilder til frustration hos vores kunder. Og det er der ikke noget at sige til, for det er en drilsk teknologi, der påvirkes af utallige faktorer såsom murenes tykkelse og placering. Af den grund bliver den trådløse hastighed heller aldrig den samme som en kablet, men der er meget, man kan gøre for at sikre en god og stabil trådløs oplevelse. Og det vil vi gerne tilbyde at hjælpe kunderne med, forklarer Sune Nabe Frederiksen, adm. direktør i Norlys Digital.

Premium trådløs internetoplevelse med WifiGaranti

Med WifiGaranti får kunden en ekspertvurdering af, hvad der skal til for at dække netop deres hjem trådløst. Dernæst bliver kunden tilbudt at få en tekniker ud, der vil tage bestik af hjemmet og sætte det nye trådløse udstyr op og sikre sig, at det virker optimalt. Inden for de første 2-3 uger vil kunden blive kontaktet for at høre, hvordan det fungerer, og er der forbedringsområder, der ikke kan løses på afstand, kommer der en tekniker på besøg for at optimere opsætningen. Er kunden stadig ikke tilfreds, er der inden for den første måned mulighed for at få pengene tilbage.

– WifiGaranti er en premium service til de kunder, hvor det bare skal virke. Vi går skridtet længere på alle områder for at sikre os, at den trådløse forbindelse er optimal hos kunden, hvad end vi skal trække kabler, sætte ekstra enheder op i hjemmet eller fintune indstillingerne på routeren. Alle med WifiGaranti skal kunne streame 4K-indhold eller være i online møder i alle hjemmets rum, og det er vi parate til at garantere, fortæller Sune Nabe Frederiksen.

Priserne sænkes på de højeste hastigheder

WifiGaranti er i første omgang et tilbud til kunder med den største internetpakke på 1000/100 Mbit (coax) eller 1000/1000 Mbit (fiber). I samme ombæring sænker Stofa priserne på fiberpakken, der falder 60 kroner i måneden.

– Vi sænker priserne på vores 1000/1000 Mbit-forbindelse fra 499 kr. pr. måned til 439 kr. pr. måned. Vi vil gerne være konkurrencedygtige også på de høje hastigheder, og samtidig er vores ønske, at så mange som muligt kan få glæde af WifiGaranti, som foreløbigt kun vil være en del af vores største pakke, slutter Sune Nabe Frederiksen.

Stofa WifiGaranti er tilgængeligt fra den 6. april og vil også gælde for alle eksisterende kunder med Giga/Giga Fiber-pakke hos Stofa.

Kommentarer