Stjal ur til konen og blev anholdt
En 47-årig mand havde torsdag udset sig en fin gave til sin kone i Aldi på Mariagervej i Randers, men han havde åbenbart ikke penge nok til at betale for den.
En medarbejder opdagede kl. 13.46, at den 47-årige pakkede et ur ud af indpakningen og skjulte det i ærmet. Herefter gik han til kassen, betalte for seks øl og forlod butikken. Medarbejderen fik dog fat i den 47-årige og tilbageholdt ham.
Da patruljen kom frem, fortalte manden, at han havde stjålet uret som en gave til sin kone. Betjentene kunne til gengæld fortælle ham, at klokken var 14.14, og at han var anholdt og sigtet for tyveri.
Kommentarer