Randers By

Statens Kunstfond støtter lokal talentlinje

Pressefoto.

Randers Musikskole modtager 175.000 kroner fra puljen Talentudvikling for børn og unge.

I lighed med talentplejen i sportens verden har Randers Musikskole et særlige eliteprogram for unge talenter. Hvert år følger omkring 20 talentfulde musikinteresserede børn og unge i alderen 12 – 18 år et forløb på musikskolens talentlinje. Der er et forløb for både klassiske og rytmiske elever.

Derudover har musikskolen et spirehold for de 8 – 11 årige med et mere omfattende tilbud end den gængse undervisning, hvis eleverne kan bestå en prøve.

Statens Kunstfond støtter talentlinjen med 175.000 kroner i 2019. Med støtten er det muligt at fastholde et bredere tilbud til eleverne. Udover selve musikundervisningen modtager talenteleverne også en teoriske undervisning for blandt andet at give dem en bedre musikforståelse.

Kort om Randers Musikskole

Skolen åbnede i 1974 og er nu midt i sin sæson nr. 44. Randers Musikskole underviser godt 1.000 elever i instrumentalundervisning, sammenspil og kor. Desuden undervises et stort antal førskolebørn ude i institutionerne i forløb af varierende længde.

Musikskolen har 35 musiklærere, og administrationen varetages af en musikskoleleder, en souschef og en kontorassistent. Undervisningen foregår hovedsageligt i musikskolens hus på Mariagervej, men der undervises også decentralt på flere skoler rundt i kommunen – fra Havndal i nord til Langå i syd.

I det daglige er der et inspirerende samarbejde med Værket, Randers Kammerorkester, Randers EgnsTeater, Randers Biblioteket og mange andre kulturaktører.

Kommentarer