19-årig spritbilist kørte ind i bil
En 19-årig mand blev torsdag nat anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter han havde påkørt en anden bil på Herman Stillingsvej i Randers med en alt for høj promille bag rattet.
En borger så den 19-årige komme kørende omkring klokken 01.40, hvor han ramte ind i en kantsten og efterfølgende kørte op bag i en parkeret bil, så den røg videre op i en anden parkeret bil. Da både fører og de to passagerer virkede kraftigt påvirkede af alkohol, ringede borgeren til politiet og bad den 19-årige blive på stedet.
Da betjentene kom frem, var de ikke i tvivl om, at den 19-årige var påvirket, da han havde svært ved at stå på benene og talte meget snøvlende. Han måtte da også indrømme, at han var påvirket, hvilket alkometertesten bekræftede.
Desuden viste det sig, at den 19-årige havde fået frakendt kørekortet. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og for at køre uden kørekort.
Kommentarer