Spritbilist drønede forbi politiet
En 38-årig mand havde onsdag aftes alt for travlt og alt for meget alkohol i blodet, da han kom kørende på Ebeltoftvej ved Randers SØ.
Klokken var 23.10, da en patrulje holdt ved et mindre færdselsuheld på rampen ved Grenåvej ved Assentoft.
Politibilen holdt med det ene sæt hjul ude på vejen, da en bil pludseligt kom kørende i meget høj fart mod den. Betjentene trådte frem og lyste med lygter mod bilen for at få den til at sænke farten, men føreren fortsatte ufortrødent meget tæt forbi patruljen med meget høj hastighed.
Det fik betjentene til at hoppe ind i patruljevognen og køre efter bilen. Lidt længere fremme på Ebeltoftvej fik patruljen gennet bilen ind til siden og anholdt føreren.
Det viste sig, at den 38-årige fører slet ikke havde kørekort. Desuden viste en alkometertest, at manden var for påvirket til at køre, så han blev også sigtet for spritkørsel, ligesom han også blev sigtet for ikke at standse for politiet.
Kommentarer