Spentrup

Spentrup gi’r den gas til årets byfest

I år kan Spentrup Idrætsforening fejre 75 års jubilæum. Det bliver fejret ved byfesten som i år strækker sig over næsten en hel en uge – med masser af sport og spas på programmet.

Det skal fejres, når man fylder 75 år, så i Spentrup har man fyret fyret ekstra op under kedlerne til byfesten, som idrætsforeningen står bag.

Skudt igang med håndboldbrag

Festlighederne blev allerede skudt i gang mandag og tirsdag med et stort håndbold-event i hallerne. Mandag kunne en stopfyldt hal med et sted mellem 200-250 tilskuere overvære Spentrup IF håndboldherrer mod Randers HH.

Selvom det var en ulige kamp, så gjorde publikum deres til at hjælpe det lokale hold igennem ved at huje og heppe hele kampen; men de er også nogle af danmarks bedste til den disciplin, fortæller Jacob Piil, presseansvarlig for Spentrup IF.

– Vores håndboldhold blev kåret til Danmarks bedste heppekor til FrøCup for et par uger siden, de var der for at heppe og skabe god stemning. Det gjorde de også i mandags, og der var stående bifald det sidste minut af kampen, fortæller han.

Hepperkoret fik god assistance af Bo Ørris fra Radio ABC, som kommenterede kampen og piskede til stemningen, hvis publikum blev for stille.

I pausen interviewede Bo Ørris desuden formanden, Sander Lindegren, om klubbens historie.

Artikel fortsætter under billedet…

Så er der banko

Torsdag 18. maj er der banko i den gamle hal. Det er femte gang, banko er på progammet, og det er bare blevet større hver gang.

– Det første år kunne vi måske trække omkring 30-40 mennesker – sidste år var der 300, fortæller Marianne Mertz, som er primus motor på arrangementet.

En af de helt store opgaver går ud på at skaffe præmier, og det er hun efter sigende rigtig god til. Så der bliver noget at komme efter.

Fed fredag

Børn fra dagplejen, børnehaven og førskolebørn får deres helt egen fest fredag formiddag, hvor de kan opleve sjove Søren Brynjolf med hans Safarishow i hallen.

Senere er der børnediskotek i inden for hallen, mens der kæmpes om at trække full-pull til havetraktortrækket ude på plænen.

I teltet er der lagt op til en hyggelig aften med stegt flæsk på menuen til god musik fra bandet Jimbalaya.

Lang lørdag

Lørdag er der aktiviteter for små og store fra morgen til aften. Som tidligere år starter dagen med morgenkaffe og brød i teltet. Bagefter går det løs med byens traditionsrige gadefodbolddyst. Foreløbig er 8 hold tilmeldt, men flere kan nå at melde sig  frem til  lørdag 13. maj. Imens kan børn og barnlige sjæle hygge sig rundt omkring. Svømmehallen  på Blicherskole holder åbent, og man kan boltre sig på hoppeborgene. Ungdomsklubben  præsenterer andre fænomener som Bo-carts, sumobrydning, slap puck og balle-bold.

Klokken 12.00 er der gymnastikopvisning, og lige bagefter skal vinderen af flagkonkurrencen findes. Flagene kan købes hele ugen i Superbrugsen.

Lørdagen rundes af med et brag af en 75 års jubilæumsfest i hallen, hvor Peter og De Andre Kopier nok skal sørge for at sætte et flot punktum på årets byfest.

OBS! Sidste chance for at købe billet til denne festaften er tirsdag 16. maj. Billetter koster 300 kroner inklusive buffet. Man kan også købe billet i døren til 250 kroner fra klokken 20.00. Salget foregår i Brugsen i Spentrup.

Kommentarer