Solnedgangskoncert i Enghøj Kirke
Kom på toppen en dejlig sommeraften og nyd nordiske toner inde i kirken, og en smuk solnedgang over Helsted, hvor vi slutter af med at synge solen ned udenfor.
Kasper Laursen, sang og Britta Nedergaard Hansen, orgel/klaver byder på en sommerbuffet med smukke og stemningsfulde toner og sommer- og aftensange fra de nordiske lande. Vi hylder sommeren, hvor håbet er ligeså lysegrønt som bøgeskoven, og kærligheden ligeså smuk som en solnedgang over et brusende hav. Man kan bl.a. høre musik af Grieg, Stefan Nilsson, Merikanto, Kaldalóns og Carl Nielsen.
Koncerten slutter udenfor, hvor Kasper vil synge ”Solen er så rød mor” og vi synger et par fællessange, mens vi nyder solnedgangen og den smukke udsigt fra toppen af bakken.
Hvis solen ikke skinner, går den alligevel ned bag skyerne, og vi slutter inde i kirken.
Arrangementet foregår onsdag den 11. juli 2018 klokken 20.00. Der er fri entré.
Kommentarer