Randers By

Smukke, gamle Randers i Kulturhuset

Udstillingen om arkitekt Jensen Wærum åbnede i juni, men den er stadig i udvikling. Senest har direktør for Randers Maskin- og Tandhjulsfabrik Søren Fischer udlånt sin terrakotta-figur til museet. Figuren stammer fra Jensen Wærums eget hus i Møllegade. Pressefoto.

Museum Østjylland i Kulturhuset viser i øjeblikket særudstillingen Smukke, gamle Randers om Randers-arkitekten Jens Peter Jensen Wærum. Udstillingen er siden åbningen i juni blevet set af mange gæster.

En af dem er direktør for Randers Maskin- og Tandhjulsfabrik Søren Fischer, der en dag efter at have set udstillingen prikkede en af museets medarbejdere på skulderen: ”Skulpturen fra Wærums hus i Møllegade, den har jeg da stående!” Fik den for en dagløn og en kran Den næsten mandshøje terrakotta-figur prydede fra huset blev bygget indtil nedrivningen i 1973 facaden på Jensen Wærums bolig i Møllegade 20 i Randers. Søren Fischer var dengang en kunstinteresseret ung mand, som havde kastet sin kærlighed på den udtryksfulde figur. Gennem en personlig kontakt fik Søren Fischer lov til at få den smukke figur mod at betale for en mand og en kran til nedtagningen.

Fra skur til kantine til museum

Siden da, har figuren levet dels et ydmygt liv i et skur på Tandhjulsfabrikken, dels som dekoration ved indgangen til fabrikkens kantine. Men da Søren Fischer meldte, at han var i besiddelse af den fine, gamle figur fra Jensen Wærums hus, lå det lige til højrebenet at bede om lov til at udstille den sammen med rækken af originaltegninger fra arkitekt Jensen Wærums hånd.
– Det var da lidt af et scoop at finde frem til en originalgenstand fra et af Wærums huse. Endda hans egen bolig. Det var jo en figur, som, vi alle troede, var gået tabt for mange år siden, fortæller udstillingsarkitekt Jakob Purup.

Søren Fischer var med på ideen om at udstille figuren. Så nu og nogle uger fremover kaster den måske 150 år gamle figur glans over udstillingen Smukke, gamle Randers med Jensen Wærums mange fingeraftryk på bygningsmassen i Randers. Udstilling fortsætter nu med figur og drone

Smukke, gamle Randers – inkl. terrakotta-figur – kan opleves på Museum Østjylland i Kulturhuset frem til den 20. oktober 2018. En del af udstillingen er også smukke og fascinerende drone- optagelser af en række af Jensen Wærums bygninger.

Kommentarer