Skoleelever udvikler utraditionel cykelbane
Det kan være svært at få elever til at vælge cyklen som transportmiddel til undervisning. Det vil Fårup Skole og Børneby gøre noget ved. Her kan elever springe på cyklerne i alle frikvarterer og boltre sig på en ny stor permanent cykel-øvebane med cykelhøj og tunnel og zigzagbaner.
De nye cykeltiltag er idéudviklet af elever i 3. klasse og Randers Cykelby. Målet med den nye cykelbane er at gøre eleverne mere trafiksikre og øge deres glæde og motivation til at bevæge sig på to hjul både i frikvartererne og til og fra skole.
Den nye cykelbane vækker stor begejstring hos eleverne i 3. klasse, der har været med til at udvikle cykelbane:
– Det har været megasjovt at være med til at bestemme, hvordan cykelbanen ser ud. Det er os, der har bestemt, at der skulle en tunnel gennem cykelhøjen, og at der er også er blevet malet en racerbane på cykelbanen, siger Lukas Bech fra 3 klasse og tilføjer:
– Det er fedt, at vi nu kan cykle rundt og have det sjovt i frikvartererne i stedet for altid at spille fodbold, som vi plejer.
Cykelbane til leg og læring for skole og lokalsamfund.
Fårup Skole og Børneby er med i Randers Kommunes cykelprojekt “Sikre skolekorridorer – med sidegevinster.” Projektet skal gøre det mere trygt og sikkert for eleverne at gå og cykle til og fra skole. I Fårup bliver der i efteråret 2019 etableret en ny cykelsti. Derudover har 3. klasses eleverne på skolen deltaget i tre cykelworkshop med virksomheden Trafik i Børnehøjde, hvor eleverne har været med til at designe og idéudvikle skolens nye cykel-øvebane:
– Eleverne er ellevilde med den nye cykelbane, som de har været med til at idéudvikle. Vi håber derfor, at den nye cykelbane kan motivere flere elever til at tage cyklen med i skole. De kan bruge banen til leg, sjov og bevægelse samtidig med, at de lærer trafikregler og får øvet deres balance og færdigheder på cyklen, fortæller Annika Mølgaard Jørgensen, der er færdselskontaktlærer på skolen.
Hun håber, at børnenes begejstring for cykelbanen vil smitte af på forældrene:
– Jeg håber, at flere forældre i fremtiden lader bilen stå og i stedet følger deres børn til skole på cykel. Udover elever og forældre kan den flotte bane forhåbentlig også lokke flere borgere i Fårup op på cyklerne i fritiden. Det vil skabe masser af bevægelse og sammenhold i lokalsamfundet,” siger Annika Mølgaard Jørgensen.
Fakta
I 2019 ruller cykelprojektet “Sikre skolekorridorer” ved skolerne i Fårup, Spentrup og Harridslev. Kommunen samarbejder med de tre skoler i byerne om undervisning af elever i sikker trafik i skoletiden. Samtidig etablerer kommunen sikre korridorer ved at anlægge nye stier eller 40 kilometer zoner med fartdæmpere for at nedsætte hastigheden i de tre byer.
Kommentarer