Skoleelever kan blive afkrævet erstatning
Selv om Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet ikke at gøre yderligere i sagen om de 7. klasseelever fra Tirdalens Skole i Randers, der kastede sten mod et tog i Rødkærsbro, er det ikke sikkert at sagen slutter her.
Eleverne er sigtet for at forstyrre togdriften og for hærværk. Tre togruder blev knust, og der var skader på togsættene for i alt 80.000 kroner. Derfor risikerer eleverne at få et erstatningskrav fra Arriva.
Eleverne var på lejrskole i området sidste onsdag. De 13 unge befandt sig ved 15-16-tiden ved overskæringen på Bjerrevej, da de begyndte at kaste sten mod det kørende tog.
»De er måske ikke blevet straffet og stillet til skue udadtil, men de mærker en betydelig konsekvens af det her, og det samme gør deres forældre. De har haft tæt kontakt med politiet, og de sociale myndigheder vil tage hånd om det. Derudover er der hele det økonomiske efterspil, så helt konsekvensløst er det jo ikke,« siger Henrik Johansen, der er skolechef ved Børn og Skole i Randers Kommune til Randers Amtsavis.
Kommentarer