Hvor skal pengene komme fra, borgmester ?
Asger Brorsen (Havndal) undrer sig over, hvor borgmester Claus Omann Jensen vil finde pengene til ny Randers Hal. Skal pengene tages fra udgifterne til hallen i Assentoft, Havndal eller Langå?
Her i Havndal – og mange andre steder – er man f.eks. ved at privatisere vore villaveje, så man kan lægge omkostninger over på borgerne – vi bliver ejere af vejen uden at ville det. Dette er kun et af mange eksempler på, hvorledes Randers Kommune forsøger at finde besparelser.
Nu er det ikke sådan, at jeg ikke vil bidrage til fællesskabet i en kommune med anstrengt økonomi. Men, når borgmester Claus Omann Jensen (V) vil bruge pengene på en Randers Hal-4, så må jeg stille spørgsmålet:
Er det derfor, at jeg skal betale mere i skat? Er en ny hal til måske 150-200 mio. virkelig nødvendig? Hvad koster hallen reelt?
Randers Hal-4 skal, efter Omann Jensens opfattelse, ligge ved de andre haller i midtbyen. Den koster projekteret 110-160 millioner (+ budgetoverskridelser). Det bliver nødvendigt med en del ny infrastruktur – der er ikke projekteret parkeringspladser. Dette forhold har Omann Jensen lukket øjnene for og sprunget elegant hen over. Hvordan skal det finansieres?
Randers Kommune skal bidrage fast med en årlig reel merudgift på 4,5 millioner (fra 2018) – det er mere end det samlede arealtilskud til samtlige sportshaller i kommunen. Herudover vil Hal-4 sluge ca. 15 mio. i udbetaling.
Det er svært at forestille sig, at man vil være i stand til at tilgodese idrætten i resten af kommunen under disse forudsætninger. Endelig hviler driftsbudgettet for Hal-4 på nogle fuldstændig urealistiske forudsætninger – det forudsættes at en årsløn kan drive hallen, og at den tilhørende cafe laver et nettooverskud på 1,9 mio. (det vil typisk fordre en omsætning på 25-40 mio.).
Hvad gør kommunen, når hallen giver underskud? Hvem skal så betale – skal der spares på hallen i Assentoft, Havndal eller Langå?
Hal-4 er et prestigeprojekt, der er sat i søen af en borgmester, der gerne vil sætte en ‘mindesten’ over sin tid som kommunens øverste. Claus Omann Jensen er måske bange for, at hans fire år som borgmester bliver de eneste. Men armbevægelserne er stadig store.
Jeg betaler min skat med glæde, men jeg kan ikke se, hvorfor mine skattepenge skal gå til et personligt Claus Omann Jensen prestigeprojekt med en uforudsigelig økonomi. Den slags projekter er tiden og økonomien i Randers kommune slet ikke til. Der er masser af økonomiske udfordringer i forvejen.
Hvis man spørger den enkelte borger i Randers ‘Vil du gerne have en Randers Hal 4?’, så vil svaret sikkert være ‘Ja’ for manges vedkommende. Men man er nødt til at starte med at fortælle, hvad en Hal-4 i givet fald reelt koster – og ikke mindst koster at drive – og hvad man eventuelt kunne få i stedet.
Af Asger Brorsen, Kløvervænget 7, Havndal.
Kommentarer