Randers By

Sigtet for narkokørsel med baby i bilen

En ambulance blev tilkaldt til en ulykke i Randers, hvor en mand var påvirket af narko, med sit spædbarn på bagsædet. Arkivfoto

En 38-årig mand blev onsdag morgen sigtet for narkokørsel, da han var involveret i et biluheld i krydset Mariagervej/Markedsgade.

Klokken var 08.35, da den 38-årige mands bil blev ramt i siden af en bil ført af en 47-årig mand, der formentligt kørte over for rødt.

Sammenstødet var så voldsomt, at den 38-årige blev klemt fast i bilen og måtte skæres fri. Med sig i bilen havde manden et spædbarn på fire måneder.

Betjentene vurderede ud fra mandens pupiller og snøvlende tale, at han højst sandsynligt var påvirket af narko, og han blev derfor sigtet for narkokørsel, inden han blev lagt ind i en ambulance og kørt på skadestuen.

Manden var ved fuld bevidsthed, men han var så forvirret, at han ikke kunne give kontaktoplysninger på moren til barnet.

Den uskadte baby blev derfor kørt sammen med den 38-årige på hospitalet, hvor personalet kunne tage sig af pigen, indtil de fik kontakt til moren.

Kommentarer