Se VM på Danmarks største LED-storskærm i Randers
Ved årets verdensmesterskab i fodbold får fans i Randers mulighed for at se ottendedelsfinalerne direkte på Danmarks største LED-storskærm. Ved arrangementet vil der være gratis fodboldaktiviteter for hele familien og mulighed for at vinde flotte fodboldpræmier. Bag arrangementet står Coca-Cola, der har været officiel hovedsponsor for FIFA World Cup siden 1978.
Nu er ventetiden langt om længe ved at være slut. Det er tid til at finde klaphatten, Dannebrog og den rød-hvide ansigtsmaling frem. For om kort tid lyder det første fløjt i FIFA World Cup 2018, og vi skal heppe og huje af de danske drenge på de russiske fodboldbaner.
For fodboldfans i Randers er der ved dette års verdensmesterskab mulighed for at få en ekstra stor fodboldoplevelse. Coca-Cola tager nemlig på tur rundt i landet med en 46 kvm stor LED-skærm for at give danskerne den fulde oplevelse af den længe ventede turnering – og blandt de udvalgte byer på turen er Randers. Hos Coca-Cola ser man frem til fodboldfesten, der foregår på Østervold.
– For fodboldfans er FIFA World Cup noget helt særligt, og nu hvor de danske fodbolddrenge igen er med i turneringen, vil vi gerne give danskerne en stor VM-oplevelse. Derfor har vi valgt at sende Danmarks største LED-skærm rundt i landet til de mange fans, der har set frem til fodboldfesten i fire år – og den kommer naturligvis også til Randers, fortæller Peter Hædersdal, Senior Brand Manager hos Coca-Cola Danmark.
I Randers kan fodboldfans se ottendedelsfinalerne, der spilles lørdag den 30. juni og søndag den 1. juli.
De andre byer på turen rundt i landet er Roskilde, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Coca-Cola og FIFA i 40-års jubilæum
Det er første gang, at Coca-Cola selv arrangerer storskærmsarrangement i Danmark. Det er dog på ingen måde nyt, at læskedrikproducenten spiller en væsentlig rolle i et fodboldsverdensmesterskab. Faktisk har Coca-Cola samarbejdet med FIFA siden 1974 og været officiel sponsor for FIFA World Cup siden 1978.
– Coca-Cola har igennem flere årtier været involveret i sport, og samarbejdet med FIFA er både historisk og ikonisk. Vi kan ikke vente med at skyde fodboldfesten i gang, så derfor kan man også allerede nu – inden vores storskærmsturné begynder – finde Coca-Cola produkter indpakket i FIFA World Cup-design og med særlige konkurrencekoder, så man kan vinde FIFA World Cup-merchandise, siger Peter Hædersdal fra Coca-Cola Danmark.
Coca-Cola og FIFA har gennem årene samarbejdet om forskellige initiativer og aktiviteter, hvoraf flere sidenhen er blevet til markante traditioner. Det gælder ikke mindst FIFA Trophy Tour, der giver fodboldfans i hele verden mulighed for at se det forgyldte FIFA-trofæ med egne øjne.
I år startede FIFA Trophy Tour i værtslandet Rusland i september 2017, og herefter begyndte en tur med trofæet, der er lavet af 18 karat guld, til mere end 50 lande fordelt på seks kontinenter. I år gik turen også til det danske kongerige – nærmere bestemt til Tórshavn på Færøerne.
Kommentarer