Sådan forbereder du dig på at flytte hjemmefra
Det er en god ide at forberede sig og få krydset nogle ting af tjeklisten, inden du skal flytte hjemmefra og bo alene for første gang. Hvis du snart skal flytte hjemmefra, kan du læse med her og få tips til, hvad du kan gøre inden, at du faktisk flytter.
Læg et budget
Det er en god ide at lægge et budget for at få et klart overblik over din økonomi. Ved at lave et detaljeret budget kan du nemlig se, hvor meget du har at gøre godt med hver måned og dermed vurdere, hvor meget du har råd til at betale for din kommende bolig eksempelvis. Derudover kan du med fordel også oprette en budgetkonto, som du kan overføre et fast beløb til hver måned til at dække dine faste udgifter. På den måde hjælper du dig selv med at overholde dit budget og dermed undgår, at regningerne pludselig ikke kan betales. Det, som du har stående på din lønkonto, efter du har overført det månedlige beløb til din budgetkonto, er dit rådighedsbeløb om måneden.
Find den rigtige bolig
Når du har lagt et budget, ved du hvor stort et beløb din månedlige boligudgift må være på. Det kan godt tage noget tid at finde den rette bolig, hvorfor det er en god ide at starte boligjagten i så god tid som muligt. Du kan med fordel bruge dit netværk, boligportaler samt skrive dig op hos boligselskaber. Det er dog vigtigt, at du først finder ud af, hvor og hvordan du har lyst til at bo, inden du indleder boligjagten. Måske spiller afstanden til uddannelse eller arbejde eksempelvis en rolle, og om du vil du bo alene eller sammen med andre. Det kan også være en god ide at overveje, om du helst vil eje eller leje dit første hjem. Der er nemlig fordele og ulemper ved begge dele. Hvis du har råd, kan du overveje at købe en ejer- eller andelslejlighed frem for at leje. Det er oftest en god ide, hvis du regner med at skulle bo i lejligheden i mange år. Du skal dog påregne udgifter til vedligeholdelse af lejligheden. Hvis du derimod vælger at leje en bolig, har du oftest ikke ansvar for den udvendige vedligeholdelse, og boligen er typisk istandsat ved indflytning. Det betyder dog også, at det forventes, at du gør den i stand, inden du flytter fra boligen igen. Der er til gengæld næsten ingen udgifter til vedligeholdelse af lejligheden, fordi det ikke er dig, som ejer den.
Find en forsikring
Når du ved, hvor du skal flytte, er det en god ide at finde et forsikringsselskab, som du kan tegne en forsikring hos. En forsikring kan hjælpe dig, hvis der skulle ske et uheld som eksempelvis indbrud. Du kan som regel selv vælge, hvad din forsikringspakke skal indeholde og dermed, hvor meget den skal kunne hjælpe dig med.
Kommentarer