Så går den vilde jagt på det ydre rum!
Så kommer der igen stjerner i øjnene på alle Star Wars-fans, når Randers i august omdannes til en by i galaksen! Museum Østjylland er naturligvis også kommet i Star Wars-humør og inviterer derfor alle børn og deres voksne til at gå på jagt efter stjerner, historier og figurer i udstillingerne.
Der har altid været stjernekiggere i Randers – også i helt gamle dage. Tag de små i hånden og jag stjerner og små figurer rundt i udstillingen på Museum Østjylland.
”I vil med garanti blive overrasket over, hvor langt tilbage i tiden fascinationen af rummet og ”det derude” har eksisteret, ” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
”Stjernerne har fungeret som både budbringere, vejvisere og kalender-guider for fortidens mennesker. Og nu blander deres historier sig sørme med figurerne fra Star Wars! ”
På jagt efter historien
På rum-skattejagten kommer I på opdagelsestur og løser hyggelige opgaver rundt i museets udstillinger. I støder på alt fra istidens moskusokser til souvenirs fra fjerne lande. Præcis ligesom de rumrejsende i Star Wars-universet også altid støder på nye arter eller opfindelser.
”For eksempel har du måske svært ved at forestille dig, at der for 40.000 år siden levede et kæmpedyr i Randers, moskusoksen. Men det gjorde der! Det eneste, arkæologerne har fundet af dyret, er en del af kraniet, men det alene kan fortælle en masse, som I kan opleve i museets udstillinger, ” forklarer Lisette Berg Andersen.
Robotfingre og andet godt
Selvom Museum Østjylland, der tidligere hed Kulturhistorisk Museum, har eksisteret i snart 150 år, gemmer museets omfattende samling desværre ikke på store rumskibe eller galaktiske væsner.
”Det ville jo ellers have været perfekt at vise frem her i galakse-dagene, ” smiler Lisette Berg Andersen og lover, at der er andre gode sager at gå på opdagelse i på museet.
”Robot-fingre, eldrevne 1980’er biler og smukt navigationsudstyr kan vel også gøre det! ”
Hvis galakse-turen rundt på museet resulterer i de rigtige svar på svararket, er I med i lodtrækningen om en sjov og børnevenlig præmie.
Fakta
- Jagten på det ydre rum, fredag den 13. august til tirsdag den 24. august 2021 (mandage lukket), kl. 10 – 16 på åbningsdage på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
- Det er gratis, og du kan være med fra den 13. til den 24. august.
Kommentarer