Randers By

Rygere kan tjekke ind på skodhoteller i Randers

Rygere kan skodde i de grønne skodhoteller i Randers på Rådhustorvet, på Justesens Plæne, i Storegade, på hjørnet af Kirkegade/Kirketorvet og i Dytmærsken. Pressefoto

Tirsdag den 8. august åbnede fem skodhoteller i Randers. De grønne skodhoteller skal lokke rygere til at tjekke deres cigaretskod ind på et hotel i stedet for at smide skoddet på gaden. Initiativet er en del af en kampagne, hvor lokale kiosker også uddeler gratis askebægre i lommeformat til rygerne, når de handler tobak.

Randers Kommune sætter igen fokus på cigaretskod på gader og stræder i forbindelse med den årlige Randers Uge. Derfor har kommunen i samarbejde med Randers Produktionsskole udviklet de særlige skodhoteller. Hotellerne har alle balkoner, der er formet som askebægre.De er placeret fem forskellige steder i Randers midtby, hvor også to kiosker vil tilbyde gratis lomme-askebægre til rygere:

– Det ser ikke pænt ud med cigaretskod, der ligger og flyder på fortovene. Derfor støtter vi op om kampagnen, og glæder os til at uddele lomme-askebægre til vore kunder. Vi håber selvfølgelig, at det vil gøre en forskel, og at askebægrene vil få kunderne til at bruge dem og skodhotellerne i stedet for at smide skoddet på gaden, siger Ove Jørgensen, der ejer kiosken, Kioskland i Dytmærsken i Randers.

Humor og synlighed ændrer adfærd

I forbindelse med afholdelse af Randers Ugen i 2016, satte kommunen også fokus på cigaretskod. Her kunne borgerne ryge i udendørs rygerlounges og skodde deres cigaretter i opretstående cigaretlignende askebægre. Askebægrene blev så stor en succes, at kommunen har sat synlige cigaretlignende askebægre op permanent ved Busterminalen:

– Vores erfaring viser, at synlighed er vejen frem, hvis vi skal få rygerne til at ramme askebægrene.  Ligesom humor også er vigtig for at få borgerne til at ændre adfærd. Derfor præsenterer vi de nye anderledes skodhoteller i Randers Ugen og håber, at det vil gøre en forskel, siger Frank Nørgaard, formand for Teknik- og miljøudvalget i Randers Kommune.

Fakta

  • De nye skodhoteller er sat op i Storegade, Rådhustorvet, Dytmærsken, Justesens Plæne og på hjørnet af Kirkegade/Kirketorvet.
  • Fra tirsdag den 8. august tilbyder de to kiosker, Kioskland i Dytmærsken og City Kiosken på hjørnet af Kirkegade og Kirketorvet, lomme- askebægre til deres kunder
  • Udover skodhotellerne stiller Randers Kommune også to rygerlounges op ved Busterminalen fra den 8. august.
  • De nye skodhoteller er led i Randers Kommunes affaldsprojekt ”Ren Randers”. Projektets mål er at gøre Randers til en ren og attraktiv kommune ved at reducere mængden af henkastet affald i det offentlige rum.
  • Det skal blandt andet ske ved at ændre borgernes adfærd og holdninger til affald med kampagner, aktiviteter og nye affaldsløsninger.

Kommentarer