Over Romalt

Romalt Friskole elever samlede skrald for en dag

Mandag blev der samlet skrald ind omkring Romalt Friskole i Randers, men det var ikke renholdningsselskabet, der udførte arbejdet. Det var der imod skolens elever, der havde valgt at trække i arbejdstøjet i forbindelse med skoens temauge om bæredygtighed.

Og det var ikke småting, der blev fundet i området omkring skolen. Se video nederst i artiklen

– Ved et elevrådsmøde havde nogen brokket sig over, at der var meget skrald rundt omkring. Vi har udviklet ideen, og det er blevet til denne her skraldedag, fortæller elevrådsformand, Signe Vestenbæk Poulsen fra 8. klasse i et indslag bragt på TV2OJ mandag.

Ud over skraldekonkurrencen er der også fokus på miljøet, når eleverne torsdag afholder skolefest.

– De penge, vi samler ind på aftenen, går til, at vi skal købe et stykke regnskov i samarbejde med Randers Regnskov, fortæller naturfagslærer Louise Damgaard til TV2OJ.

Elevernes eget initiativ

Idéen til skraldedagen er opstået blandt eleverne uden indflydelse fra lærerne.

– Da de kastede den bold op, var det bare om at gribe den. Det giver håb for fremtiden, at de unge vil beskæftige sig med emnet, fortæller Louise Damgaard.

Selvom der var flere præmier på spil i dagens konkurrence, var eleverne stadig fokuseret på det egentlige formål.

– Det er vigtigt, at vi passer på vores miljø. Vi lever i det, og det skal de næste generationer også, fortæller Jonas Brønnum Andersen, 8. klasse.

Udover affaldsindsamlingen dystede de forskellige klasser i at skabe den flotteste skulptur ud af skrald. Den store vinder blev 6. klasse, der vandt en tur i klatrepark.

Se indslaget her fra TV2OJ mandag.

Kommentarer