Rockikonet Iggy Pop kommer til Randers
Det er med stor fornøjelse, at Værket kan løfte sløret for et stort internationalt hovednavn på Værket. Vi er oppe blandt legender i den helt tunge ende, når det handler om ingen ringere end ikonet, Iggy Pop, der bringer højspændt energi, punket attitude og ikke mindst sit imponerende katalog af klassikere til Værket i Randers den 3. juni 2022.
Iggy Pop har som hovednavn på henholdsvis NorthSide i 2016, Haven Festival i 2017 og Tinderbox i 2018 vist, at man stadig kan smide trøjen og levere medrivende koncerter præget af vildskab og en ukuelig ”lust for life”, selvom dåbsattesten siger 1947. På Værket bliver der næste år mulighed for at komme helt tæt på ikonet og opleve de rockhistoriske vingesus i mere intime rammer.
Musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted er begejstret over, at Iggy Pop besøger byen næste år:
”Det er svært at få armene ned over, at vi i sommeren 2022 kan præsentere en verdensstjerne som selveste Iggy Pop i Store Sal. Værket vil gerne præsentere rockhistorien live, og Iggy er jo om nogen en levende legende, og hans dagsform er bestemt ikke blevet ringere med alderen. Tværtimod er han jo stadig nærmest naturstridigt vital på en scene. Vi er stolte af at kunne præsentere den ene af kun to danske koncerter, og der venter virkelig vores publikum en oplevelse af de helt store.”
Oven på længere tids nedlukning og et udfordret koncertliv er Iggy Pop den helt rigtige saltvandsindsprøjtning at sparke genåbningen i gang med. For selvom debutalbummet med The Stooges udkom tilbage i 1969, hvor det satte nye standarter for, hvor rå og energisk guitarrock kunne være, har Iggy Pop holdt sig relevant gennem hele karrieren via blandt andet samarbejder med David Bowie i 70’erne, Queens of the Stoneages Josh Homme på comebackpladen ”Post Pop Depression” fra 2016 og Underworld, som han udgav ep’en ”Tea Time Dub Encounters” med i 2018.
Iggy Pop bliver den seneste i rækken af markante musikhistoriske skikkelser, der har besøgt Værket gennem årene, hvor blandt andre Nick Caves Grinderman, PJ Harvey og Kraftwerk har givet mindeværdige koncerter.
Værket og Turbinen har tidligere præsenteret foredrag om Iggy Pop af forfatter og journalist Jan Poulsen, der også har skrevet biografien ”En Overlever” om Iggy, men denne gang bliver det hovedpersonen selv, der står på scenen.
Det er ikke svært at forestille sig, at det bliver rift om billetterne, når Værket i Randers og Falkoner Salen i København præsenterer legenden Iggy Pop.
Koncerten præsenteres i samarbejde med DTD Group og med støtte fra Randers Eventsekretariat.
Det officielle billetsalg starter fredag den 18. juni kl. 10 via vaerket.dk.
Kommentarer