Navnenyt

Rikke Bach Nielsen indtræder som juniorpartner i Sønderby Legal

Foto: Sønderby Legal

Advokatfirmaet Sønderby Legal har udnævnt Rikke Bach Nielsen til juniorpartner. Det sker blandt andet som en anerkendelse af de markante resultater, Rikke Bach Nielsen har opnået hos Sønderby Legal, hvor hun har været ansat siden advokatfirmaets etablering den 1. oktober 2016.  

Rikke Bach Nielsen er uddannet cand.merc.jur. fra Aarhus Universitet og cand.jur. fra Syddansk Universitet og har været en del af Sønderby Legal’s EU-team, hvor hun primært beskæftiger sig primært med rådgivning til virksomheder og organisationer af EU-retlig, herunder konkurrenceretlig, statsstøtteretlig og afgiftsretlig karakter.

I EU-teamet hos Sønderby Legal føres løbende principielle sager ved de danske domstole og EU’s domstole, ligesom advokatfirmaet bistår lokale advokater i andre medlemslande med det samme.

Specialiseringen har givet Rikke Bach Nielsen lejlighed til at bistå danske virksomheder i komplekse erhvervsstraffesager med international jura.

Advokat og partner Hans Sønderby Christensen fra Sønderby Legal kalder det en helt naturlig udvikling, at Rikke Bach Nielsen nu rykker op som juniorpartner.

“Rikke har med sin specialisering medvirket til, at Sønderby Legal har opnået at få ændret nationale regler og myndighedernes praksis. Både i Danmark og i udlandet. Det gælder f.eks. skattemyndigheder og fødevaremyndigheder. Det seneste halve år har Rikke blandt andet medvirket til, at anklagemyndigheden siden den 1. august 2021 har opgivet at føre 71 straffesager mod firmaets klienter til doms ved domstolene. Det gælder blandt andet for en række grisetransportører, hvis chauffører i strid med EU’s regler fejlagtigt er blevet tiltalt som bruger. Med sit store engagement og specialisering indenfor Sønderby Legals kerneområder, er det derfor helt naturligt, at hun nu avancerer ved sin indtræden som juniorpartner,” siger Hans Sønderby Christensen. 

Første juniorpartner

Han fortæller, at det er første gang, at titlen som juniorpartner gives i Sønderby Legal, hvilket man i virksomheden er stolt af.

“Det betyder nemlig, at vi lykkes med at udvikle og fastholde vores dygtige, unge mennesker. Det er vigtigt for os, at vi sender et klart signal til de unge mennesker om, at flid og dedikation betaler sig. Rikke er et stort aktiv for os fagligt, og så er hun derudover en rigtig god kollega, som bidrager til et godt arbejdsmiljø,” siger Hans Sønderby Christensen og fortsætter:

“Vi er i partnerkredsen helt enige om, at Rikke Bach Nielsen er et helt naturligt tilvalg. Udover sin store flid, er hun fagligt dygtig og har en god portion personlig robusthed, og det er vigtigt, når ‘kuglerne flyver lavt’, hvad de indimellem gør hos sådan nogle som os, som udelukkende arbejder med erhvervssager.”

Også den nyudnævnte juniorpartner er godt tilfreds.

“Jeg glæder mig meget til at fortsætte samarbejdet, og jeg er stolt over at kunne tilføre yngre kræfter til partnerkredsen. Jeg oplever, at Sønderby Legal er inde i en meget spændende udvikling, herunder senest med vores udvidelse i København, hvor Forman Advokater er optaget som en del af Sønderby Legal. Jeg tror, at Sønderby Legal i kraft af vores stærke faglige profil og specialisering – kombineret med et stærkt samarbejde og en stærk synergieffekt på tværs af vores kontorer og specialeområder – står i en rigtig god position for fremtiden. Den rejse og særligt også muligheden for at være med til at fastholde og udvikle vores tilstedeværelse her i Randers, hvor jeg sidder til dagligt, ser jeg frem til at være en del af,” siger Rikke Bach Nielsen.

Kommentarer