Rigtig cirkus i Randers for første gang i 3 år
Cirkus Arena fejrer 65 års jubilæum med et storslået familieshow 21. og 22. maj kl. 14 i Randers. Bubber og Julie Berthelsen er i spidsen for festforestillingen Cirkus ifølge Bubber 2, og med sig har de smukke heste, duftende savsmuld og prisbelønnede verdensartister – dét er rigtig cirkus!
Træd ind i Cirkus Arenas splinternye telt, hvor Bubber og Julie præsenterer fortryllende jonglører, sjove klovnerier og vilde luftnumre. Oplev de dygtige trapezartister Flying Wulber, når de svinger højt oppe under teltdugen og flyver i luften i hæsblæsende tempo fra trapez til trapez – endda med bind for øjnene.
Bliv blæst bagover af de imponerende robot-breakdansere, der kan bøje deres kroppe på de mest utænkelige måder, og oplev muskelbundterne Duo Costache som kan præstere de vildeste ting med deres tænder, når de balancerer i luften på deres perch-stang.
Mød også de sødeste hunde, og nyd Julie Berthelsens smukke sangstemme, der kæder det hele sammen i manegen. Der er lagt op til 2,5 times imponerende underholdning, der samler hele familien om en morsom og livsbekræftende oplevelse, når Cirkus Arena langt om længe atter slår teltet op i Randers.
Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler
– “Det glæder mit hjerte, at cirkus er tilbage på landevejen og igen kan samle store og små om en fælles oplevelse. Sådanne oplevelser har vi manglet, mens coronaen tvang cirkus i vinterhi. Til gengæld har vi i Cirkus Arena brugt ventetiden på at skabe det bedste show, og med Julie Berthelsen og Bubber ved roret er der garanti for, at det bliver en fest”.
Vinder ved Den Danske Cirkuspris
Cirkus Arenas forestillinger er blevet særlig godt modtaget af publikum, anmeldere og prisjuryer. Senest i sidste sæson hvor Cirkus Arena vandt begge cirkuspriser for ‘Årets Talent’ og ‘Årets Bedste Nummer’ ved Den Danske Cirkuspris. I 2022 fortsætter Cirkus Arena den fornyende stil med rod i det klassiske cirkus, når de fejrer 65 års jubilæum med nye vilde tricks i ærmet.
Bubber fortæller
– ”Jeg er stolt over, at jeg skal være med til at præsentere Cirkus Arenas 65 års jubilæumsshow. Selvom forestillingen hedder Cirkus ifølge Bubber 2, bliver det ikke den svære 2’er, for det er jo egentlig 10. gang, jeg rejser med Cirkus Arena. De første gange var bare i 90’erne. Jeg glæder mig til, at vi skal lave cirkus igen, og så ovenikøbet med et jubilæum og Julie Berthelsen ved min side”.
Julie Berthelsen fortsætter
– ”At jeg skal på turné med Cirkus Arena er ekstra specielt for mig. Cirkus Arena besøger Grønland hvert efterår, og det var kæmpe stort, da Cirkus Arena begyndte at komme til min by i Grønland i 80’erne. I Danmark er cirkus en del af kulturen, men fordi jeg var barn i Grønland, så har cirkus altid været helt anderledes for mig og ekstra unikt. Så personligt er det nogle helt specielle følelser, der ligger i at skulle være en del af Cirkus Arenas 65 års jubilæum”.
Info
Cirkus Arena opfører deres 65 års jubilæumsforestilling i Randers 21. og 22. maj kl. 14.
Forsalget er begyndt på www.arena.dk
Kommentarer