Asferg

Reformationskoncert med Duo Danica i Asferg Kirke

Foto: Duo Danica

Søndag den 10. september kl. 19.30 inviterer Asferg Kirke til en koncert med Duo Danica.

Merete Hoffmann (obo) og Asger Troelsen (orgel) har forberedt et program dediceret 500-året for Martin Luthers opgør. Et udpluk af Luthers kendte salmer (såsom ”Af dybsens nød, o Gud til dig”, ”Nu fryde sig hver kristenmand”) danner koncertens holdepunkter.

Koncerten er samtidig en fejring af den musik, som Martin Luthers reformation var en inspiration for, og af komponister, som selv runder fødsels- eller dødsår. 2017 er 250-året for Georg Phillip Telemanns død og 380-året for Diderich Buxtehudes fødsel.

I de seneste år har Telemann oplevet en sand renæssance. Hans melodiske ”galante stil”, som i samtidens øren lød noget overfladisk i forhold til det komplekse kontrapunkt, som Bach excellerede i, har til gengæld vundet stor anerkendelse i eftertiden.

Duo Danica vil bl.a. fremføre otte af Telemanns ”Tolv karaktérstykker” (fra 1728), yndefulde stemningsbilleder med titler som: ”Storheden”, ”Kærligheden”, ”Lystigheden”, ”Gavmildheden” og ”Glæden”.

Kommentarer