Randers Sundhedscenter nomineret til Diabetesforeningens Handlingspris 2018
Tidlig opsporing og forebyggelse er afgørende i kampen mod type 2-diabetes. Diabetesforeningen belønner derfor det bedste initiativ med en ny pris, som uddeles første gang på Folkemødet på Bornholm. Randers Sundhedscenter er nomineret til prisen.
Fredag den 15. juni uddeler Diabetesforeningens protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim for første gang Diabetesforeningens Handlingspris til det bedste initiativ om forebyggelse og tidlig opsporing på diabetesområdet.
Diabetesforeningen har indstiftet prisen på 10.000 kroner for at fremhæve de inspirerende initiativer, der foregår i sundhedssystemet på diabetesområdet og bidrager til at nå målene i den Nationale Diabeteshandlingsplan fra november 2017, som det lykkedes Diabetesforeningen og Sundhedsministeriet at få på plads.
Komiteen, der har udvalgt prismodtageren blandt de indstillede, består af Diabetesforeningen samt formand for diabetessygeplejerskernes faglige selskab Mette Glindorf, leder af Center for Diabetes i Københavns Kommune Charlotte Glümer og professor Annelli Sandbæk, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Randers Sundhedscenter er nomineret for projektet ”Tjek dit helbred”, der er et samarbejde mellem Randers Kommune og almen praksis om tidlig opsporing af borgere med blandt andet diabetes ved hjælp af helbredstjek.
De 7 andre nominerede er Aalborg, Rødovre, Kerteminde, Gentofte og Vejle Kommune, samt Forskningsenheden for Almen Praksis og Lægerne Hoeg, Lind, Østergaard-Nielsen.
Kommentarer