Randers By

Randers Kommune har oprettet 400 praktikpladser til flygtninge

Antallet af flygtninge, der får asyl og visiteres til landets kommuner, er steget markant de senere år. Det stiller krav til integrationsindsatsen i Randers Kommune. På plejecenteret Bakkegården har de positive erfaringer. 

Hintsa Tikabo er 24 år, og en af de flygtninge der har fået praktikplads i Randers Kommune. Han er 24 år og kom til Danmark fra Eritrea i sommeren 2014. Når han ikke går på Sprogskolen i Randers, passer han sin praktikplads på Plejecenter Bakkegården.

“Jeg går ture med de ældre. Hjælper med støttestrømper og smører ben ind creme,” fortæller Hintsa.

Han taler langsomt og ser opmærksomt på sin samtalepartner for at sikre sig, at han bliver forstået. En gang imellem mangler han måske et ord, men så søger han straks hjælp hos social og sundhedsassistent Marianne Christensen, som han kender godt.

“Vi oplever hele tiden en udvikling i Hintsas sprog, men det er stadig svært for ham, hvis man mumler eller snakker for hurtigt,” siger Marianne Christensen.

4oo praktikpladser

Hintsa Tikabo har fået en af de 400 praktikpladser, som Randers Kommune har oprettet frem til 2017. Praktikken er vigtigt, fordi erfaringer fra integrationindsatserne viser, at en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet er afgørende for en vellykket integration.

”Vi har nogle dygtige medarbejdere, og derfor kan vi også sagtens løfte opgaven, selvom det kan være udfordrende med de sproglige barrierer og andre kulturelle forskelligheder” mener centerleder på Bakkegården, Betina Andersen, og personalet har mere end levet op til hendes forventninger.

”Det er en rigtig god oplevelse at have Hintsa hos os. Vi kommer ud af vores komfortzone, men samtidig får vi et spændende indblik i en anden kultur og fornøjelsen af at have med sådan en herlig ung fyr at gøre. Det er godt for sådan nogen gamle rotter som os,” smiler Marianne Christensen.

Et liv med mennesker

Hintsa har 12 års skolegang med sig fra Eritrea, og han talte en smule engelsk, da han kom til Danmark. Han ville gerne være lærer i sit eget land, men sprogbarrieren er stadig for stor her i landet, så nu ønsker han sig bare at arbejde med mennesker.

”Hintsa egner sig rigtig godt til at have med mennesker at gøre. Han er smilende og høflig, og han er god til at affotografere, hvad vi andre gør, så han kan tillære sig det. Og så er flere af beboerne glade for at få besøg af ham – han er et frisk pust,” siger Marianne Christensen.

”Om nogle år kommer vi også til at mangle hænder inden for vores fag, og når der kommer sådan en ung fyr, der gerne vil uddanne sig i faget, så vil vi da meget gerne give ham muligheden for at snuse til det,” siger Betina Andersen.

”Desuden mener jeg også, vi har en forpligtelse til at tage os af et menneske som Hintsa. Tænk engang, hvis det var vores egne børn, der endte helt alene i et fremmed land – så ville vi jo også ønske, at der var nogen, der tog sig af dem,” siger Marianne Christensen, der selv har tre børn i alderen.

Kommentarer