Øster Velling

Randers-kører starter i Danboring Rally

Torben Sørensen fra Uggelhuse er med på deltagerlisten ved Danboring Rally Denmark, som afslutter sæsonen (foto Morten Alstrup).

I weekenden den 21.-22. oktober afsluttes kampen om danmarksmesterskabet i rally – Danboring Rally Denmark. Torben Sørensen fra Uggelhuse er med.

I weekenden den 21.-22. oktober afsluttes kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Det kommer til at ske ved Danboring Rally Denmark, der får base i Ans mellem Viborg og Århus, og det bliver et løb, hvor deltagerne skal tilbagelægge mere end 500 kilometer, hvoraf de 165 kilometer bliver de afgørende såkaldte hastighedsprøver.

Danboring Rally Denmark får også lokal deltagelse, hvor Randers Auto Sport i øvrigt er med-arrangør.

Det er Torben Sørensen, Uggelhuse, som starter i løbet. Det sker sammen med sin svoger Henrik Petersen, Hobro, og ligesom det har været tilfældet i de seneste sæsoner, starter de i den røde og gule Subaru Impreza med turbomotor og forhjulstræk.

Som nævnt har Danboring Rally Denmark 165 kilometer hastighedsprøver.

Den hastighedsprøve, som medlemmerne af Randers Auto Sport skal bestyre, ligger nordøst for Ulstrup, nærmere bestemt syd for Øster Velling, hvor rallykørerne skal køre en såkaldt gennemgående prøve. Den starter og slutter syd for Øster Velling, hvor man kører ad Bjørnkærvej, Langå Mark og Langagervej. Starttidspunkt er henholdsvis klokken 19.34 og 22.03.

Lørdag formiddag er det en række veje mellem Hammel og Ry, som bliver taget i brug, mens de afsluttende hastighedsprøver køres lørdag eftermiddag dels mellem Rødkærsbro og Viborg, dels mellem Ulstrup og Hammel.

Kommentarer