Randers By

Randers Kammerorkester optræder på St. Magnus Festival i Skotland

Randers Kammerorkester, optræder sammen med Aarhus Sommeropera på St. Magnus Festival i Skotland i slutningen af juni. Pressefoto

I slutningen af juni deltager Randers Kammerorkester for tredje gang i den prestigefyldte St. Magnus Festival på Orkney-øerne i Skotland.

I løbet af festivalen spiller Kammerorkestret to koncerter i henholdsvis Cromarty Hall og St. Magnus Cathedral, der ligger midt i øernes hovedstad Kirkwall. Koncerten i St. Magnus Cathedral optages af BBC Radio 3.

Opera af Telemann

I samarbejde med Aarhus Sommeropera præsenterer Randers Kammerorkester desuden en operaopførelse af G.P. Telemanns barokopera Pimpinone i en ny udgave, hvor scenografi og libretto er oversat til engelsk. Scenografien er udført af tegneren Ivar Gjørup, der i mange år var bagmanden bag tegneserien Egoland i Politiken. Operaens to hovedroller synges af sopranen Berit Barfred Jensen og barytonen Jesper Mikkelsen. David Riddell dirigerer.

Festivalkoncerter

I et portræt af det danske orkester, når Randers Kammerorkesters to koncerter vidt omkring med et bredt program fra dansk musik af Carl Nielsen over fransk blæserkvartet af Jean Francaix til tjekkisk nonet af Bohuslav Martinu. Med udgangspunkt i en stærk pædagogisk erfaring spiller Randers Kammerorkesters blæsere som en del af festivalen også to skolekoncerter på Papdale Primary School.

St. Magnus festival

Gennem de sidste 41 år har St. Magnus Festival markeret sig som en af Storbritanniens førende musik- og kulturfestivaler. Festivalen blev grundlagt af den nu afdøde komponist Sir Peter Maxwell Davies. Med bopæl på Orkney-øerne og en status som en af den moderne partiturmusiks spydspidser skabte han et nyt og levende musikmiljø omkring festivalen.

I løbet af årene har en lang række række højt renommerede solister, orkestre og ensembler givet koncerter og workshops. Det har derfor været en stor anerkendelse af Randers Kammerorkester, at festivalen i såvel 2013 som 2016 har tilknyttet Randers Kammerorkester som det ene af de enkelte festivalers to gennemgående kerneensembler sammen med BBC Radio Symphony Orchestra.

Støtte til Randers Kammerorkesters deltagelse i St. Magnus Festivalen

  • Augustinus Fonden
  • Knud Højgaards Fond
  • Oticon Fonden
  • Frimodt-Heineke Fonden
  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Kommentarer