Randers By

Randers indvier ny lysbro

Randrusianerne kan glæde sig til en både smuk og spændende lysoplevelse hver gang, de passerer stibroen over Randers fjord, når lysinstallationen "Bølgen over vandet" bliver indviet. Lysinstallationen er styret af vindens kraft, og indvielsen finder sted lørdag den 18. august i forbindelse med havneregattaen i Randers Ugen. Arkivfoto.

Den opsigtsvækkende installation “Bølgen Over vandet” er en lysbro, der efter mørkets frembrud lyser med en lysstyrke, der er styret af vindens kraft. Samtidig har broelementerne en spejleffekt, som skaber spejling af naturen, de forbipasserende, solen og lyset i dagtimerne.

Lysbroen er det synlige resultat af en lyskonkurrence arrangeret af kræfter fra det lokale erhvervsliv, foreningen Forum Randers, og Randers Kommune. Det er Randers Kommune, der skal finansiere og drive projektet.

– Lysinstallationen understreger mødet mellem natur og by. Den vil give et smukt samspil med de øvrige lysende værker omkring åen og havnen. Lyset vil understrege Gudenåens udmunding og give randrusianere en daglig helt særlig oplevelse, når de krydser broen, siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Randers vil være lystes by

Lysbroen er led i en række lysinstallationer, som skal være med til at sætte Randers på landkortet som lysets by. I efteråret 2017 kunne Randers Regnskov tænde for belysningen af kuplerne, der med deres grønne lys kan ses langt uden for Randers, ligesom den store skorsten i Randers og den Blå Bro over Gudenåen er oplyste.

Det er “Lysets By-gruppen”, der er en del af foreningen, Forum Randers, der har udviklet idéerne til de lysende installationer på bygninger og broer. Forum Randes består af lokale ildsjæle, virksomheder og organisationer, der brænder for at bidrage til udviklingen af deres by.

– De mange lysinstallationer er synlige beviser på vigtigheden af, at erhvervsfolk, lokale ildsjæle og kommunen arbejder sammen om at udvikle nye projekter, der kan give borgerne unikke oplevelser og gøre Randers til noget ganske særligt, fortæller Iglin Tanggaard, fra Forum Randers.

Fakta

  • Lysbroen tændes lørdag den 18. august klokken 22.50.
  • Lysbroen er lavet af det københavnske designbureau YOKE, som med bysbarnet Simon Marxen i spidsen, har ladet sig inspirere af bølgen, vinden og vandet.
  • Udover Randers kommunes finansiering er “Bølgen over vandet” støttet af Nykredit, Dansk Revision og ProLøn, Jysk lotteriudvalg under Varelotteriet.

Kommentarer