Randers By

Randers vil holde byrådsmøde på landet

I første omgang vil forsøget med at holde byrådsmøde på landet blive afprøvet en enkelt gang, hvorefter det vil blive besluttet, om der fast skal holdes 1-2 byrådsmøder om året i et af kommunens landdistrikter.

Som forsøg vil Randers Kommune flytte et byrådsmøde fra byrådssalen i Det Gamle Rådhus og ud i et af kommunens landdistrikter. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 5. september 2016.

I forvejen holder Landdistriktsudvalget halvdelen af deres møder på landet, og det er på baggrund af erfaringer herfra, at Randers Byråd nu som forsøg vil holde et møde i et af kommunens landdistrikter. Beslutningen blev vedtaget med 17 stemmer for (Venstre, Velfærdslisten og Beboerlisten). 14 stemte imod (Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti).

Afstemninger ved håndsoprækning

Det er endnu ikke fastlagt, hvor i kommunen at mødet skal holdes. Men det vil blive afviklet med færre tekniske hjælpemidler end dem, der er til rådighed i byrådssalen i Det Gamle Rådhus. Det betyder, at der fx ikke vil være elektronisk afstemning, men at byrådets 31 medlemmer stemmer ved håndsoprækning. På samme måde vil de skulle række hånden op, hvis de ønsker taletid.

Uformel start på mødet

Ud over denne lidt mere analoge afvikling, er der lagt op til, at mødet starter uformelt ved, at interesserede borgere kan møde op og tale frit med politikerne inden selve byrådsmødet går i gang.

I første omgang vil forsøget med at holde byrådsmøde på landet blive afprøvet en enkelt gang, hvorefter det vil blive besluttet, om der fast skal holdes 1-2 byrådsmøder om året i et af kommunens landdistrikter.

Kommentarer