Randers HH forstærker med norsk landsholdsspiller
Om få måneder debuterer Randers Herre Håndbold som ligahold, og kronjyderne har netop skrevet kontrakt med den 26-årige nordmand Simen Strømberg, der skal være med til at etablere Randers HH i landets bedste række, skriver TV2 Østjylland.
Den norske landsholdspiller kommer fra Bækkelaget i den bedste norske række og har indtil videre spillet 13 A-landskampe for Norge, og det er blandt andet landsholdspladsen, der har sendt ham i armene på Randers HH.
– Jeg har et klart ønske om at være blandt de spillere, der bliver udtaget til landsholdet hver gang og der har jeg hård konkurrence fra tre spillere i den danske liga, siger Simen Strømberg i en pressemeddelelse.
Træner Jesper Holm har allerede bidt mærke i Simen Strømbergs indstilling til både træning og kamp, og den norske bagspiller har valgt at selvtræne, så han kommer op på to træningspas om dagen.
– Simen er en spiller med en god attitude, og han kæmper altid til kampen er slut, siger Jesper Holm, der beskriver den kommende Randers-spiller som en tovejs-spiller med et godt blik for spillet, der kan styrke holdet i både forsvar og angreb.
I marts offentliggjorde Randers HH, et andet spektakulært indkøb, nemlig den 25-årige islandske målmand Arnor Stefansson, der skal vogte målet i næste sæson.
Kommentarer