Randers By

Randers Fortællerne varmer op til jul

Randers Fortællerne inviterer onsdag den 28. november klokken 19.30 til en hyggelig aften i Helligåndshuset med forunderlige fortællinger om jul og vinter på kryds og tværs. Pressefoto.

Randers Fortællerne inviterer onsdag den 28. november klokken 19.30 til en hyggelig aften i Helligåndshuset med forunderlige fortællinger om julen og vinter på kryds og tværs.

Det smukke gamle Helligåndshus er stemningsfuldt lyst op af levende lys, og der dufter af jul, når Randers Fortællerne står klar med fantastiske fortællinger om julen og dens væsen og uvæsen i fortid og nutid. Julen har mange udtryk og den opleves på mange måder. Af og til spiller den os et puds.

Spændende og unikke historier om jul og vinter

Randers Fortællerne har hver sin historie med om jul og vinter. Britt Svejstrup Jochumsen fortæller den franske julelegende om Papa Panovs jul, og Vibeke Svejstrup tager tilhørerne med til Himmerland, når hun beretter om jul, som Johannes V. Jensen har beskrevet den.

Rune Green har sat sine muntre oplevelser med jul og vinter sammen til en herlig historie, og Anne-Mie Dollerup fortæller sin helt egen finurlige historie, hvor julen er omdrejningspunktet.

Sin allerbedste og mest underfundige julehistorie har Lisbeth Nielsen fundet frem, og den deler hun gerne med tilhørerne. Ann-Louise Lauridsen fortæller en helt særlig julehistorie på sin helt egen måde, og Aase Klith giver liv og stemme til fortællingen om dengang, da det slet ikke så ud til at det ville blive jul, og det bare sneede og sneede.

Der er atter lagt op til en hyggelig, forunderlig og nærværende aften i stearinlysenes skær i Helligåndshuset i selskab med Randers Fortællerne med julehygge, gløgg og småkager.

Billetter á 60 kr. kan købes ved indgangen, og døren til Helligåndshusets store sal åbnes klokken 19.15.

Kommentarer