Randers FC og Randers Kommune fik papir på hinanden
Efter et årelangt samarbejde om forskellige projekter, har Randers FC og Randers Kommune nu underskrevet en aftale, der skal sikre, at samarbejdet mellem dem bliver udbygget, og at de formelle rammer for samarbejdet er på plads.
”Vi har i en del år efterhånden haft et godt samarbejde med Randers FC – helt i tråd med kommunens fokus på at styrke det aktive medborgerskab og samskabelsen, og jeg er derfor glad for, at vi med partnerskabsaftalen nu får sat samarbejdet i nogle formelle rammer, der betyder, at vi kan udbygge det yderligere,” siger borgmester Claus Omann Jensen om den aftale, der blev underskrevet onsdag 22. juni af ham selv og direktør i Randers FC Michael Gravgaard.
En indsats for de unge
Randers FC har gennem en årrække taget et socialt ansvar og været en tæt samarbejdspartner for Randers Kommune i forskellige projekter primært for børn og unge. Lige nu cykler 14 unge ledige for eksempel sydpå med kurs imod Alpe d’Huez, som en del af Jobtour, der har til mål at hjælpe og motivere deltagerne til at komme i uddannelse eller arbejde. Et andet eksempel er Projekt Fritidsjob, hvor børn og unge i alderen 14-17 år gennem Randers FC’s sponsornetværk får mulighed for at få et fritidsjob og dermed forståelse for og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det var også et fælles projekt at etablere Tøjhushavens multibane, der blev taget i brug i foråret, ligesom Randers FC og Randers Kommune snart vil arbejde tæt sammen om et sundhedsprojekt for folkeskoleelever i 8. klasse.
Øget fokus på idræt og sund kost
”Med partnerskabsaftalen forventer vi at kunne fokusere endnu mere på ungdommens interesse for idræt og sund kost. Vi ønsker også at gøre så meget som muligt for de af kommunens unge indbyggere, der har behov for at få en endnu tættere tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet, og her har vi jo i forvejen vores datterselskab Randers FC Jobakademi,” siger Michael Gravgaard, der er direktør i Randers FC.
Aftalen mellem Randers FC og Randers Kommune løber frem til 2018, hvorefter parterne skal evaluere aftalen og tage stilling til det videre samarbejde.
Kommentarer