Randers FC forlænger med Puma og Intersport
De seneste tre sæsoner har Randers FC-spillerne båret PUMA’s trøjer, når de er løbet på banen. Det forsætter de med i de kommende fire sæsoner, da tøjsponsor-aftalen netop er blevet forlænget.
– Vi er utroligt glade for at forsætte samarbejdet med et af verdens største sportsbrands. Udover det flotte spillertøj, har vi også et fortrinligt samarbejde i forhold til blandt andet førsteholdets træningstøj og tøj til ungdomsholdene. Når den her aftale slutter, har vi haft PUMA som leverandør i syv år, og det tager vi som et skulderklap om et godt samarbejde uanfægtet den nuværende sportslige situation. Derudover er vi også virkelig glade for at have fortsat opbakning fra Intersport, der har været med i Randers FC siden begyndelsen, siger Randers FC-direktør Henrik Jørgensen.
Hos PUMA er man også glade for, at det fortsat er PUMA-logoet, der skal pryde Randers FC’s spillertøj.
– Vi er virkelig glade for samarbejdet med Randers FC, så det har været naturligt at fortsætte og udvikle det. I PUMA ser vi Randers FC som en værdifuld samarbejdspartner, og vi bakker op om klubbens planer om at komme tilbage på sporet og til toppen af dansk fodbold. Vi lægger også vægt på de værdier, klubben altid har været kendetegnet for og den gensidige forståelse, der er i samarbejdet, fortæller Sten Larsen fra PUMA Denmark.
Udover tøjsponsoraftalen er der også indgået et strategisk samarbejdet mellem parterne og med Intersport, som dermed fortsætter med at stå for merchandise-delen.
– Vi har været med i rigtig mange år og har fortsat hjertet og hjerne med i Randers FC. Derfor er vi også glade for at fortsætte samarbejdet med Randers FC såvel som med PUMA. Randers FC er byens og områdets hold, og vi kan mærke, at der er stor opbakning til klubben og det, klubben prøver at opnå, og den mission er vi stolte over at være en del af, siger Michael Thompson fra Intersport.
Kommentarer