Randers får besøg fra Malawi
Idag får SF og Venstre i Randers besøg af en gruppe Malawianerne, i forbindelse med deres rundtur i Danmark for at tale med unge danskere om demokrati i Danmark kontra Malawi.
Danske unge er privilegerede i forhold til at få indflydelse, og de har rige muligheder for at engagere sig i samfundet – i Randers har vi for eksempel et ungeråd. Malawianerne kommer fra en helt anden kontekst; de blev født i et diktatur og for dem er demokrati ikke en selvfølge, men noget de har tilkæmpet sig.
Vi håber besøget kan åbne danske unges øjne for hvor privilegerede de er i forhold til demokratiske muligheder for at få indflydelse på deres egne liv – særligt forud for valget til kommunerne og regionerne. Vi håber også, at besøget kan inspirere malawianerne til nye måder at deltage i demokratiet.
Rundtur i Randers
Programmet omfatter besøg i det gamle Rådhus, hvor byrådsmøderne bliver holdt. Her vil Christian Brøns (V) og Charlotte Broman Mølbæk (SF) fortælle om politik i Randers, hvorefter Ungerådet har et oplæg.
Næste stop er kanotur på Gudenåen for de unge fra Ungerådet og Malawi, med mulighed for flere udvekslinger af erfaringer og synspunkter i forhold til unges demokratiske muligheder for indflydelse.
Eftermiddagen byder på rundtur med borgmesteren på Verdo, hvor han også er formand.
Som afslutning på dagen har VU et arrangement med spisning, hvorefter de unge malawianere bliver indlogeret privat.
Kommentarer