Randers By

Randers-elever sigtet for at kaste sten imod tog

En stor flok elever fra Tirsdalens skole morede sig på lejrskole med at kaste sten efter et passagertog.

Efter talrige episoder, hvor folk har skabt frygt over hele landet ved at kaste sten og skyts fra motorvejsbroer imod biler, var det onsdag en syvende klasse i Randers, der lod det gå ud over et tog i Midtjylland.

Det var på en lejrskole ved Tange Sø ved Kongensbro (nordvest for Aarhus), at de randrusianske elever kastede sten mod et forbipasserende passagertog. Til alt held skete der kun materiel skade på toget.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sigtet for hærværk 

Eleverne fra Tirsdalens skole blev onsdag aften afhørt af politiet angående episoden. 13 elever er nu sigtet for hærværk.  Der var tale om en blanding af både drenge og piger. De er sigtet for hærværk med henblik på erstatningskrav

Uacceptabel opførsel 

Både skole og forældre er gået ind i sagen, for at slå fast, at elevernes opførsel er uacceptabel.

– Det er alvorligt, når man udsætter andre for fare. Der er overskredet en klar grænse. Man udsætter ikke andre for fare. Det har vi talt en del med eleverne om. Vi er også lettede over, at der ikke er sket personskade. Forældre og lærere har talt med alle eleverne, ligesom politiet har talt med en række elever, siger skolechef i Randers Kommune, Henrik Johansen.

Kommentarer