112

Rallytragedien: Kører og co-driver begge udskrevet fra hospitalet

Den 73-årige mandlige rallykører, der førte den bil, som i går ramte og dræbte to unge officials under et motorløb i Randers, er sammen med sin 22-årige kvindelige co-driver nu udskrevet fra hospitalet. Begge er sluppet uskadte fra ulykken. Det oplyser Østjyllands Politi.

– Begge blev udskrevet lørdag. Føreren har klaget over smerter i ribbenene, men ellers er de uskadte, udtaler vagthavende Carsten Dahl, Østjyllands Politi.

Ulykken skete, da rallybilen kørte af banen og ramte de to personer, som er en 21-årig kvinde fra Rudkøbing og en 22-årig mand fra Hammel. Begge arbejdede som frivillige officials under løbet.

Politiet har i øjeblikket ikke flere oplysninger i sagen. Kommende undersøgelser af Arbejdstilsynet og bilinspektører, samt politiets egne undersøgelser skal belyse, om bilens fører eller løbsarrangørerne kan drages til ansvar, eller om der var tale om et hændeligt uheld. Undersøgelserne forventes tidligst at foreligge i slutningen af den kommende uge, oplyser vagthavende.

Arrangørerne havde inden løbet indsendt en ansøgning med en prøvebeskrivelse, ligesom de også har fået en godkendelse af Østjyllands Politi.

Organisatorerne af løbet, DASU (Dansk Automobil Sports Union) og Randers Auto Sport, udsendte lørdag en fælles pressemeddelelse, hvor man forklarede, at føreren havde mistet herredømmet over bilen.

– Vores tanker og medfølelse går først og fremmest til de pårørende efter denne tragiske ulykke, men også til de involverede deltagere og officials, der har hjulpet ved ulykken, lyder det i pressemeddelelsen.

Kommentarer