Randers By

Professor fra Stockholm fortæller forrygende mønthistorie

Slesvig var en meget vigtig handelsby i middelalderen. Nye arkæologiske undersøgelser har vist, at den også spillede en vigtig rolle i Danmarks mønthistorie. Hør den historie på Museum Østjylland, når professor ved Stockholms Universitet, Jens Christian Moesgaard holder foredrag på museet. Foto: Museum Østjylland.

Få den fascinerende historie om, hvordan brugen af en metaldetektor førte til en omskrivning af mønthistorien i et foredrag på Museum Østjylland!

Professor ved Stockholms Universitet, Jens Christian Moesgaard gæster nu museet, hvor han fortæller om en arkæologisk udgravning i den slesvigske by Hafengang, der fik afgørende betydning for, hvordan vi i dag opfatter Slesvig bys betydning i begyndelsen af  middelalderen.

Der er fint besøg langvejs fra, når professor ved Stockholms Universitet, Jens Christian Moesgaard holder foredrag om mønter, magt og meget mere på Museum Østjylland i Kulturhuset. Foto: Jens Christian Moesgaard.

Ved den arkæologiske udgravning i Hafengang blev der fundet en stor mængde mønter, der næsten alle sammen var fra perioden omkring byen Slesvigs grundlæggelse. Det har givet et helt nyt lys på både Slesvigs og Danmarks historie, fortæller professor Jens Christian Moesgaard.

”Hidtil har man nemlig troet, at det var en blomstring uden mønter. Da Hedeby blev nedlagt omkring år 1070, sluttede udmøntningen nemlig her, og forskningen kunne ikke bevise, at der havde været møntprægning i Slesvig før midten af 1100-tallet. Der var derfor ”et hul” i mønthistorien, som ingen indtil den afgørende udgravning har kunnet gør rede for, ” forklarer professoren fra Stockholms Universitet.

Men da der for nogle år siden skulle bygges et hus i Hafengang, tog arkæologerne den lykkelige beslutning at bruge detektor under den arkæologiske udgravning. Og pludselig var den manglende udmøntning der!

Danmark, et tilbagestående land

Danskere anser sig i dag for at være et udviklet og oplyst folk, men i begyndelsen af middelalderen var Danmark sammenlignet med resten af Europa et tilbagestående område. 

”Vores købstæder var små og lignede mere tætbebyggede landsbyer end de storbyer, som man fandt syd for grænsen. En by skilte sig dog ud, og det var Slesvig, ” fortæller Jens Christian Moesgaard.

Forgængeren Hedeby havde længe været landets vigtigste handelsby, men den rolle overtog Slesvig hurtigt, efter den blev grundlagt i 1070. Central placeret ved Danmarks sydgrænse og med adgang til hele Østersøen var byen en naturlig port til resten af det ”moderne” middelalder-Europa og et knudepunkt mellem øst og vest. 

Dynamisk hertugpar skabte byggeboom

Slesvig fik især et løft, mens Knud Lavard var hertug i begyndelsen af 1100-tallet. Ud over at være en dygtig og ambitiøs herre var Knud nemlig gift med Ingeborg af Novgorod, datter af storfyrsten af Kiev og derfor vant til helt andre forhold, end hvad der mødte hende i det tilbagestående Danmark! Under parrets ledelse blomstrede Slesvig op. 

”Fra arkæologiske udgravninger kan vi se, at der på den tid var et veritabelt byggeboom, som afspejler byens blomstring, ” forklarer Jens Christian Moesgaard.

På Museum Østjylland håber de, at mange mønt- og historieinteresserede den 11. april vil opleve professor Jens Christian Moesgaard fortælle om middelalderens mønter, handel, byggeboom og meget mere på museet i Kulturhuset.

Info

  • Foredrag: Var der mønter i Danmarks vigtigste handelsby? Gåden om Slesvig 1070-1150, torsdag den 21. april 2022 kl. 19 – 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
  • Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.

Kommentarer