Prisvindende forfatter gæster Øster Tørslev
Forfatter Anne Lise Marstrand Jørgensen gæster sognehuset i Øster Tørslev med et foredrag om romanen “Dronningen af Saba og Kong Salomon” – en levende og vedkommende fortælling i Anne Lises egen version om kærlighed, strid, alliancer, tro, ritualer og magt.
Foredraget, som foregår i sognehuset Øster Tørslev, er baseret på Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman “Dronningen af Saba og Kong Salomon” fra 2015, som bygger på 3000 år gamle fælles fortællinger fra Bibelen, Koranen og det etiopiske epos Kebra Nagast og trækker paralleller til problemstillinger, der også gør sig gældende i nutiden.
Både Dronningen af Saba og Kong Salomon besad efter sigende store riger og rigdomme, og deres kærlighedsmøde resulterede i sønnen Menelik. Men ingen ved reelt, om de har levet. Via omfattende research har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet sin egen version, som er blevet til en roman, der gør myter og bibelske fortællinger levende med komplekse problemstillinger, der også er aktuelle den dag i dag.
Om forfatteren
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er uddannet cand. mag i litteraturvidenskab. Hun er i dag skønlitterær forfatter og freelanceanmelder ved forskellige dagblade. I 1998 debuterede hun med en digtsamling på Borgens Forlag, men har senere hen udgivet flere digtsamlinger og romaner – heriblandt “Hvis sandheden skal frem”, og “Hvad man ikke ved”, som hun også holder foredrag på baggrund af.
Forfatteren har modtaget adskillige legater – deriblandt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat, og er blevet kaldt en af Danmarks mest velskrivende forfattere.
Tid og sted
Arrangementet finder sted onsdag 18. januar klokken 19.00, og Sognehuset, som står bag, har ønsket at invitere forfatteren, blandt andet fordi flere lokale borgere, med sognepræsten som rejseleder, sidste år i februar var på en rejse til Etiopien, som gjorde stærkt indtryk .
Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her
Kommentarer