Prisbelønnet folkemusik i Helligåndshuset
Randers får et strejf af fynsk og bornholmsk sommer, når Folkemusik i Randers byder indenfor i Helligåndshuset til koncert med den prisbelønnede duo Fromseier Hockings.
Duoen består af Ditte Fromseier Hockings der spiller på violin, viola og synger, samt Sigurd Hockings der spiller på guitar og synger. De bor med deres to børn i den lille by Øksendrup på det idylliske Vestfyn. Udover karrieren som professionelle musikere, producerer parret deres helt egen cider, der netop er kommet på flaske og er på vej ud i handelen.
Fromseier Hockings har spillet et væld af koncerter, lige fra små bryggerier med intim atmosfære til scenerne på de store australske folk festivaler.
Det er både de mange rejser og livet i Øksendrup, der giver inspiration til Fromseier Hockings musik. Repertoiret består af traditionelle sange og melodier fra Bornholm, hvor Ditte kommer fra, og nyskrevet dansk folkemusik, med tråde til traditioner fra de lande duoen har besøgt.
Fromseier Hockings udgav i 2013 EP’en “Flot Gevir”, og i 2015 blev duoen belønnet med Dansk Musiker Forbunds Livepris. Samme år fik Ditte en Danish Music Awards – Folk for Årets Musiker/Sanger.
Rammen om koncerten er det smukke Helligåndshus på Erik Menveds Plads, og i Folkemusik i Randers glæder man sig til at se musikken folde sig ud i netop disse rammer og med den akustik der er i det gamle hus.
Fakta
- Onsdag d. 15 august, kl 20. Dørene åbnes kl. 19.
- Helligåndshuset, Store Sal, Erik Menveds Plads, 8900 Randers C
- Entré: 100 kr. Billetter kan købes her
Mere info om Fromseier Hockings kan læses på deres hjemmeside eller Facebook . Find også mere information om Øksendrup Cider her.
Kommentarer