Randers By

Et postivt “opstød” fra en slem oplevelse

Se billedserie Privatfotos

Cecilie Sommer fra Randers fik en slem forskrækkelse i lørdags, da hendes søn havde spist et ukendt antal smertestillende piller og måtte indlægges på Børneafdelingen på Randers Sygehus.

På trods af oplevelsen føler Cecilie sig meget taknemmelig og hun deler derfor et Facebook-opslag i håb om at det kan sprede lidt smil og lidt positive tanker omkring et ellers meget omdiskuteret sundhedsvæsen.

– Vi har tilbragt dagen på sygehuset efter vores bette fyr mente at smertestillende piller var en god morgenmad – om han fik taget nogen eller hvor mange han fik taget er der ingen der ved, lyder det fra Cecilie på hendes facebook-opslag.

– Heldigvis er vores velfærdssamfund så pragtfuldt opbygget at de sætter ham i behandling “fordi det kan jo være at han har spist nogle”; min frygt var at jeg skulle op og argumentere for at vi ikke kunne vide om han talte sandt når han siger “jeg spist to”. De sætter bare igang med det samme, fortsætter den taknemmelige mor.

Cecilie Sommer fortsætter med at reflektere over dagen, i en hospitalsseng som står ved siden af sin søns seng:

Hvor mange penge koster denne behandling? Hvor mange penge koster det at have os til ligge på en stue i stedet for at sende os hjem med instruktioner? Hvor mange penge koster alle de blodprøver? Hvor mange penge koster det at sætter en håndfuld læger, sygeplejesker, laboranter og køkkenassistenter i sving, på grund af en forgiftning der måske/måske ikke er sket?

– Jeg er så taknemmelig for alle de mennesker der er her, for at tage vare på ikke bare min søn, men også mig. De tager sig tid til mine tossede spørgsmål, til at forklare mig hvad der sker og de tager sig tid til at lege og snakke med knægten for at han får en så skånsom oplevelse så muligt.

– Jeg er meget taknemmelig for at leve i et land hvor jeg kan betale min skat – og det gør jeg med glæde – så jeg kan tage på hospitalet uden at skulle bekymre mig om min privatøkonomi, slutter Cecilie Sommer.

Kommentarer