Fussingø

Populært feriearrangement på Fussingø Slot

Arrangementet finder sted den 14. - 17. oktober, klokken 10-16. Pressefoto.

Skrevet af: Egon Thomassen

I stuerne på slottet vil der være mulighed for at udfolde sine kreative sider. Spadseretur i skoven med en naturvejleder og med mulighed for indsamling af materialer til egne collager og til evt. model for tegninger og maleri. Fussingøgruppen, der står for arrangementet, har planlagt følgende aktiviteter:

• Male- og collagekunst på forskellige materialer som f.eks. papir, malelærreder, sten m.m. Sammen med bl.a. indsamlede materialer fra skoven kan fantasien få frit løb.

• Fremstilling af en hylde med tag på og en snemand i træ til ophæng ude.

• Sammen med en rigtig pottemager formes flotte ting ved drejeskiven. Kunstværkerne kan senere blive brændt og glaseret, så de kan fremstå flotte og bruges som julegaver.

• Natur materialerne siv og pil, er der også mulighed for at prøve kræfter med.

• Ønsker man en pause, kan der lyttes til historier fortalt af ”Randers fortællerne” i fortællestuen.

Materialerne udleveres gratis til børnene. Arrangementet er rettet mod børn i alle aldre + forældre/bedsteforældre. Ingen tilmelding – bare mød op.

For et mindre beløb kan man søndag lave bolcher, mandag slynge honning og tirsdag støbe stearinlys.

I caféen kan der blandt andet købes pølsehorn, pizzasnegle, sodavand, kaffe/the. Eller man kan nyde sin medbragte mad.

Kommentarer