Politiet i vild biljagt efter narkopåvirket billist
To mænd forsøgte i nat at undslippe politiet i en vanvittig biljagt.
En vild biljagt endte i nat klokken 00.03, da to mænd, som politiet jagtede, kørte galt på Fladbrovej vest for Randers.
En patrulje havde spottet bilen på motorvej E45 ved Sdr. Borup, som kørte langt over det tilladte.
Bilen kørte fra ved Randers C, hvor patruljen tændte udrykningen for at få bilisten til at køre ind til siden. Bilisten fortsatte imidlertid sin kørsel, og patruljen tændte for bilens horn, men det fik heller ikke bilisten til at stoppe.
I stedet fortsatte han videre ad Fladbrovej mod Langå – over både fortorv og cykelsti for at komme forbi holdende biler. Jagten fortsatte mod Langå, hvor farten nåede op 160 kilometer i timer og bilisten flere gange kørte over fuldt optrukne linjer under overhaling.
Godt fire kilometer ude af Fladbrovej mistede bilisten herredømmet over bilen og forulykkede, hvorefter to personer blev set løbe fra stedet i hver sin retning.
En hundepatrulje blev sendt ud for at søge efter de to personer. Klokken 00.24, cirka 100 meter fra ulykkesstedet, fik den første hund fat i en 18-årig mand fra Randers, der havde været passager i bilen. Ti minutter senere godt 500 meter væk fik en anden hund fat i føreren af bilen, en 28-årig mand fra Tjele-området.
Begge mænd blev anholdt og taget med på stationen.
Den 28-årige fører af bilen viste sig at være påvirket af narkotika. Han blev sigtet for narkokørsel og kan også se frem til flere sigtelser for overtrædelser af færdselsloven. Den 18-årige er ikke sigtet, oplyser Østjyllands Politi.
Kommentarer