Samfund

Plejecentrenes cafeer giver rum til hygge, god mad og et godt grin

Tallerkenerne er taget af bordet, og Allan Schmidt, Carsten Grove og Svend Jørgensen nyder kaffen efter deres frokost på Plejecenter Lindevænget. Foto: Randers Kommune

Cafeerne på plejecentrene er samlingssted for mange ældre, der bor i deres eget hjem. Men der er altid plads til flere, der vil mødes for at spise frokost, hygge sig og snakke om alt fra politik til hverdagens små begivenheder.

De 20 plejecentre i Randers Kommune har hver sin café, hvor beboerne kan nyde et godt måltid mad eller en kop kaffe med tilhørende kage. Men cafeerne er også åbne for alle pensionister og efterlønnere, der har lyst til at mødes med andre over et måltid eller en kop kaffe.

Svend Jørgensen er en af dem med stor erfaring på det område. Han bor ikke på plejecenter, men er kommet i cafeen på Plejecenter Lindevænget fra den dag, han gik på pension for 18 år siden.

– Der har aldrig været noget mad, jeg ikke kunne spise. Vi får altid god mad. Og her kan vi snakke om alt. Der er diskuteret politik og religion og alt muligt andet, siger Svend Jørgensen og fortæller, at han især savnede cafeens mad, da han under Corona-nedlukningen selv skulle stå ved komfuret derhjemme. Det endte med risengrød 11 dage i træk.

Altid plads til flere

Allan Schmidt, der har haft den højeste stilling i Danmark som kranfører på byggeriet af Storebæltsbroen, har besøgt cafeen på Lindevænget i snart fire år.

– Jeg styrede min kran 300 meter over vandet. Nogle gange stak kranen helt op over tågen og skyerne. Så kunne der være solskin, mens det regnede på de andre længere nede, siger han med et smil og fortsætter:

Vi spiser altid sammen her. Det er også tit de samme, vi møder, når vi kommer i cafeen. Det er nemt at komme her som ny, og jeg kan også nemt komme rundt med min el-scooter her. De tager rigtig godt imod en, det er helt sikkert.

Men der må også gerne komme flere gæster, hvis man spørger de fire herrer, der i dag er samlet om bordet, hvor flæskesteg, kartofler, brun sovs og rødkål nydes.

– Der kommer alt for få og spiser her. Vi kan sagtens være nogle flere, siger Leif Andersen, der tilføjer, at han siden 1993 har taget et glas rødvin til frokosten, for det skulle jo være så godt.

Sidste mand om bordet er Carsten Grove. Han er også ganske tilfreds med cafeen.

– Der er nærmest livretter hver dag, og vi kommer her også hver dag. Og så må man spise lige så meget, som man kan, siger han.

I dag er der flæskesteg, kartofler, sovs og rødkål på menuen. Foto: Randers Kommune

Fællesskaber og god mad

Cafeerne bruges også som base for aktiviteter. For eksempel sluttes mange fælles gåture af med en kop kaffe i en café, og der findes mange mad-fællesskaber i cafeerne, hvor der altid er plads til flere.

Og netop mødet med andre er vigtigt. Det giver liv, fortæller Svend Jørgensen, som ifølge ham selv havde nogle lidt urolige år fra konfirmationen og frem til folkepensionen. Men nu er der heldigvis mere ro på.

– Det er dejligt at komme her. Det giver noget snak og sådan noget ping-pong, når vi kan sidde sammen om bordet og spise. Ved du for eksempel, hvad en revisor kalder en bruseniche? Tænk nu logisk. Han kalder det et regnskab, belærer Svend Jørgensen med et stort grin.

Cafeerne har åbent for alle, og der er ofte lune retter, salatbar og sandwich på menuen. Man kan også få kaffe og kage og bare sidde og læse sin avis.

Fakta

  • Der er 20 plejecentre med cafeer i Randers Kommune
  • Cafeerne har i de fleste tilfælde åbent fra klokken 10 til 13.
  • Det er ikke nødvendigt at bestille mad på forhånd
  • Hvis man vil høre mere om cafeerne og madfællesskaber, kan man kontakte forebyggende medarbejder, Solvej Carstens, på telefon 23 72 04 80. Hun kan vise vej til nærmeste café og madfællesskab eller skabe kontakten til en af kommunens frivilligguider, der gerne tager imod nye besøgende i cafeerne

 

 

 

Kommentarer