PFA tager første spadestik i dag på Randers kaserne
I dag tager pensionsselskabet PFA første spadestik til byggeriet af i alt 324 boliger i to jyske byer.
Både Randers og Vejle er blevet udpeget til at være blandt fremtidens vækstbyer, og ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn ser frem til, at byggeriet går i gang.
I januar annoncerede PFA, at man ville bygge 228 nye boliger i Flegmade i centrum af Vejle, og i maj offentliggjorde pensionsselskabet byggeriet af 96 boliger i et nyt byområde i Randers. I dag tages første spadestik til begge byggerier.
”Det er to solide investeringer i to solide jyske byer, som vi nu tager første spadestik til. Vi bygger boliger til både unge, ældre, singler og familier i en god og tidsvarende kvalitet og med spændende beliggenheder i dels et helt nyt byområde i Randers og dels midt i Vejle centrum. På den måde er vi med til at imødekomme boligefterspørgslen i de to byer med attraktive og relevante boligtilbud, og samtidig skal det bidrage til at skabe gode afkast til vores pensionskunder,” siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.
Hos projektudvikleren By i Byen, der er bygherre på byggeriet i Randers, ser administrerende direktør Anne Sinnbeck også frem til, at spaden sættes i jorden i det midtjyske.
”Vi er naturligvis rigtig glade for, at PFA har valgt den gamle Kaserne i Randers som stedet for nybyggeri af boliger i meget høj kvalitet, og ser frem til samarbejdet med PFA Ejendomme. Vi ser opførelsen af boligerne som et vigtigt næste skridt i udviklingen af en ny bydel, hvor nyt kommer i smuk samklang med de bevaringsværdige gamle bygninger, tæt på Randers centrum, med kort afstand til Aarhus og udsigt og fri adgang til det flotte gamle militære øvelsesområde,” siger Anne Sinnbeck.
PFA bygger i vækstbyer
Byggeriet i Randers og Vejle følger PFA’s investeringsstrategi på ejendomsområdet med mere fokus på boligejendomme over hele landet. Her er der særligt fokus på vækstbyer uden for de allerstørste byer. Instituttet for Fremtidsforskning har sammen med PFA lavet en analyse af danske byer uden for hovedstaden og Aarhus, der peger på, at Randers og Vejle er to af fremtidens vækstbyer, hvor der forventes en stigende efterspørgsel efter boliger.
Investeringerne ligger på linje med PFA’s tidligere investeringer i lejeboliger i bl.a. Aalborg, Hillerød, Silkeborg, Odense, Horsens og Herning, som også er blandt de byer, som Instituttet for Fremtidsforskning og PFA vurderer, vil opleve stigende boligefterspørgsel i fremtiden.
Byggeriet i Vejle og Randers bliver desuden en del af PFA Boliger, som PFA’s kunder har fortrinsret til at skrive sig op til. Boligerne bliver i videst muligt omfang opført efter PFA Seniorboligstandard®, der bl.a. giver ekstra gode adgangsforhold.
Boliger klar i 2020
De 228 boliger i Vejle er på 2-4 værelser og mellem 52 m2 og 107 m2, udover almindelig beboelse er der også tale om to iværksætterboliger. PFA’s boliger i Randers er fordelt med 96 boliger på henholdsvis 2, 3 og 4 værelser på mellem 67 og 106 m2. Byggeriet i Vejle forventes færdigt i marts 2020, mens Randersboligerne forventes at være klar til de første beboere i 3. kvartal 2020
Investeringerne i de 324 boliger beløber sig samlet til mere end 450 mio. kr. PFA har investeringer for 2,8 mia. kr. i boliger uden for København og Aarhus fordelt på lidt over 1500 boliger, der enten er færdige eller under opførelse.
Fakta:
· Det er Årstiderne Arkitekter, der har tegnet lejlighedsbyggerierne i Vejle og Randers.
· Entreprenør: Randers; Raunstrup Byggeri A/S.
· Alle boliger i begge byer opføres med enten altan eller have.
Praktisk: Første spadestik onsdag 7. november:
Randers: Fra kl. 13.30-14.30, Randers Kaserne, det nordøstligste byggefelt, Kavalerivej, 8900 Randers. Deltagere: Borgmester Torben Hansen (S), Senior Development Manager Lars Bramsen fra PFA, Direktør for By i Byen Anne Sinnbeck samt øvrige interessenter og samarbejdspartnere.
Kommentarer