Randers By

Parkouranlæg åbnede på Tronholmen og er klar til brug

Industriparkour Randers blev indviet lørdag formiddag, som det første anlæg af sin slags i Danmark. Pressefoto: Randers Kommune.

Gamle industrielementer har fundet nye anvendelsesmuligheder. Nu bliver de genanvendt og brugt i et ny-indviet parkouranlæg i Randers. Anlægget, der er støttet af Nordea-fonden, skal give flere lyst til at dyrke motion i det fri.

SE VIDEO NEDERST I ARTIKLEN

Vindmøllevinger har fået nyt liv på Tronholmen i Randers. Sammen med reb, møllesten og en specieldesignet togvogn danner vingerne krumtapperne til Danmarks første industriparkouranlæg.

– Vi vil gerne skabe nogle gode rammer for udendørsmotion. Parkouranlægget er med til at skabe et levende byrum. Det inspirerer og motiverer til bevægelse. I modsætning til mange standardiserede anlæg, så giver anlægget i højere grad brugeren mulighed for at tænke ud af boksen,  siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Det nye hjemsted for små og store legebørn er skabt med elementer fra den lokale industri. Netop denne tanke fik Nordea-fonden til at støtte projektet med 1.091.200 kroner til opbygningen og derudover 300.000 kroner til vedligeholdelse de første 5 år. Anlægget er derudover finansieret af lokale virksomheder og Randers Kommune.

Parkourudøvere har udviklet anlægget

Industriparkouranlægget er skabt med fokus på lokal forankring. Idémagerne bag har ledt i hver en afkrog af Randers efter de helt rigtige elementer til anlægget. Hver især fortæller de en historie om en virksomhed, der har sat sit aftryk på Randers. At anlægget skulle være unikt var særligt vigtigt for parkourinstruktørerne fra Randers gymnastiske Forening, som har været med i projektet fra start.

– Et specialdesignet anlæg giver nogle nye muligheder for bevægelse. Du bliver nødt til at se udover standardøvelserne og bruge din kreativitet, når du springer rundt. På den måde er det en anden – og sjovere – tilgang til at udøve parkour,  fortæller Alexander Harvey, der er parkourudøver- og instruktør i RgF. Undervejs har de unge parkourudøvere været med til at sætte deres præg på anlægget, der både består af autentiske og stilistiske elementer.

Begge dele repræsenterer velkendte lokale virksomheder som Vestas, Randers Reb og Scandia.

Kommentarer