Paderup

Paderup-elev er mester i matematik

Karl Hvarregaard Mose fra Paderup Gymnasium er blandt de 25 vindere af den matematiske Georg Mohr-Konkurrence 2017.Nu håber han på at komme med til den nordiske konkurrence. Fremsendt foto

Fascinationen af matematikkens logiske univers kombineret med et stærkt konkurrenceelement har drevet Karl Hvarregaard Mose fra Paderup Gymnasium frem til at opnå vindertitlen i den landsdækkende Georg Mohr matematikkonkurrence. Nu håber han at kvalificere sig til at nå endnu længere.

Skrevet af: Annemarie Stoltenborg

Karl Hvarregaard Mose er blandt de 25 vindere af den matematiske Georg Mohr-Konkurrence 2017. Karl går i 3.g på Paderup Gymnasium og har gennemført konkurrencens to runder med så fine resultater, at han er placeret blandt de 25 bedste af de i alt 1339 deltagere. Dermed kan han kalde sig vinder af konkurrencen.

Den afgørende runde i matematikdysten er en fire timer skriftlig matematikprøve i stof, som ligger langt over det faglige niveau, man normalt arbejder på i gymnasiet.

– Det var en stressende prøve! Der var fem opgaver af stigende sværhedsgrad. En af opgaverne brugte jeg næsten to timer på, så jeg følte, at det var på et hængende hår! Faktisk nåede kun én ud af de 1339 deltagere at løse alle fem opgaver, fortæller Karl.

Rendyrket logik

Konkurrencen er opkaldt efter den danske matematiker Georg Mohr, som levede i 1600-tallet, og er tænkt som en ekstra udfordring til gymnasieelever, der er særligt interesserede i matematik og gerne vil inspireres til at arbejde med faget på et højere niveau end i de daglige matematiktimer.

Karl Hvarregaard Mose har længe været optaget af matematikken. Han deltog allerede sidste år i konkurrencen, men kom dengang kun i top 250. Siden har han trænet matematikopgaver i mange timer af sin fritid.

– Det, jeg kan lide ved matematik, er, at den er så rendyrket. Den kræver ikke specialviden om et emne, men kun at man kan tænke sig om. Hvis man brændte alle matematiske bøger i verden, ville man kunne genskabe dem præcist bagefter, fordi de ikke handler om fakta fra virkeligheden, men udelukkende om ren logik. Og så er jeg fascineret af, at matematik er en verden, hvor der er
endegyldige sandheder. Dér adskiller matematikken sig fra alle andre fag i skolen, siger Karl.

Træning, træning, træning!

Men selv om man brænder for matematik, kommer man ikke sovende til en topplacering i Georg Mohr-Konkurrencen. Karl har trænet mange timer om ugen hjemme og deltaget i træningscamps. Og belønningen til vinderne er mere træning! Præmien består nemlig i et vinderseminar i Sorø med endnu mere matematik på programmet. Herfra kan man kvalificere sig til Den Nordiske Matematikkonkurrence, og klarer man sig også flot her, kan der blive tale om en billet til den Internationale Matematikolympiade (IMO), som afholdes til sommer i Brasilien.

– Man skal vist være en del af ”nørderne” for at se seminaret som en præmie”, griner Karl, som selv ser frem til massiv matematiktræning flere dage i træk.

– Jeg glæder mig  rigtigt meget. Jeg træner lige nu 1-2 timer om dagen  for at kunne klare mig så godt som muligt og måske få chancen for at komme med til den nordiske konkurrence. Det er både matematikken i sig selv og konkurrenceelementet, der driver mig nu, slutter Karl Hvarregaard Mose.

Kommentarer