Randers By

På vej mod demensvenligt lokalsamfund

Randers Kommune vil sikre demensramte og deres familier flere tilbud i 2018. Arkivfoto

Oplevelser i naturen, erindringskufferter, musikcaféer, fotos fra fortiden og et gensyn med de gamle håndværksfag. Det er de nye tilbud, som borgere med demens og deres pårørende kan opleve ved særligt demensvenlige arrangementer i Randers Kommune i 2018.

Randers Kommune arbejder på at gøre lokalsamfundet demensvenligt, så mennesker med demens og deres pårørende kan få flere gode og trygge oplevelser i nærområdet. Derfor er forskellige lokale organisationer gået sammen om at tilbyde et udvalg af demensvenlige oplevelser.

– Tilbuddene skal understøtte, at borgere med demens kan fortsætte med at gøre nogle af de ting, som de har været vant til, og at de fortsat kan besøge kultur- og naturtilbud i lokalsamfundet. Formålet er at bidrage til livskvalitet i hverdagen, siger Helle Sahl, demenskonsulent i Randers Kommune.

Initiativet er et samarbejde mellem Randers Bibliotek, Randers Naturcenter, Museum Østjylland, frivillige fra Ældre Sagens og Alzheimerforeningens lokalafdelinger og omsorgsområdet i Randers Kommune.

– Dette er endnu et skridt i retningen mod at blive en demensvenlig kommune. Arrangementerne skal give erfaringer, som vi kan bruge fremadrettet, og vi håber, at flere vil melde ind med demensvenlige oplevelser, siger Helle Sahl.

Naturhøjskole for mennesker med demens

Til alle arrangementer er der værter med viden om demens, der sørger for, at alle får mulighed for nogle gode fælles oplevelser i trygge rammer. De frivillige og medarbejderne i kultur- og naturinstitutionerne har fået viden om demenssygdomme og er blevet klædt godt på til at tage godt imod borgerne med demens og deres pårørende.

En af værterne for demensvenlige oplevelser er Randers Naturcenter, der står bag initiativet Naturhøjskolen med 11 arrangementer hen over foråret, sommeren og efteråret 2018.

– Vi har i flere år fået gode tilbagemeldinger på arrangementer for ældre på naturcenteret, og vi vil gerne lave et specifikt naturvejledningstilbud til mennesker med demenssygdomme. Vi har derfor indgået et fint samarbejde med Alzheimerforeningen og Ældre Sagen og sammen udviklet ideen om en Naturhøjskole. Det er meget berigende for os at arbejde sammen med andre fagligheder og derved tilføje en ny målgruppe til vores palette af tilbud fra Randers Naturcenter, siger Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Man kan finde en oversigt over tilbuddene i folderen “Tilbud til borgere med demens og deres pårørende”. Folderen kan ses digitalt på Randers Kommunes hjemmeside eller i trykt form på blandt andet Randers Bibliotek og Randers Sundhedscenter.

Kommentarer