Randers By

Oplev Tommy Kenter i Randersugen

Skuespiller og entertainer Tommy Kenter. Pressefoto

Den anerkendte skuespiller og entertainer Tommy Kenter skyder teatersæsonen på Randers EgnsTeater i gang i Randersugen med solo-forestillingen ”En komikers tragiske bekendelser”.

Den både Robert og Bodil-vindende skuespiller har været med i et utal af film, tv-serier og teaterstykker i sin lange karriere, og han har også tidligere stået ganske alene på scenen. Men med denne enmandsforestilling kommer publikum tættere på kunstneren selv end nogensinde før. For enmandsforestillingen ”En Komikers Tragiske Bekendelser” handler om ham selv.

Man kan opleve en vedkommende og selvfølgelig også yderst underholdende Tommy Kenter, når han skildrer et liv både udenfor og på scenen. Publikum bliver klogere på, hvad i alverden det egentlig er, der har ført en lille sund dreng til at stå og krænge sin sjæl ud hver aften foran en masse mennesker, han ikke kender. Og der bliver ikke lagt fingre imellem når han hudløst og bevægende lader tankerne gå tilbage til barndommen, som indirekte formede den scenekunstner, vi kender i dag.

Bliv til aftertalk

Undervejs vil han belyse, hvorfor det er så vigtigt for en komiker at få folk til at grine, og hvad latteren gør ved os – både publikum i salen og ham selv på scenen.

Da musikken altid har fyldt meget for Tommy Kenter, vil aftenen delvis foregå bag et klaver. For som Victor Borge allerede var inde på: musik og smil er den korteste vej mellem to mennesker.

Aftenen blive rundet af med en snak med publikum, der herved får mulighed for at spørge ind til det mere skjulte ved karrieren.

Tommy Kenter leverer sit onemanshow fire aftner i Randersugen på Randers EgnsTeater, hvor der også er mulighed for at nyde en buffet inden forestillingen. Den 14. august er udsolgt, men der er stadig billetter til 15., 16. eller 17. august. Billetter købes på randersegnsteater.dk, og forestillingen spiller 19.30.

Kommentarer